Foto: Ørsted

Grøn finanslov: Ørsteds bornholmske forslag skal undersøges

Regeringen, dens støttepartier og Alternativet tager med finanslovaftalen de første skridt mod at nå målsætningen om at reducere Danmarks udledning af drivhusgasser med 70 procent i 2030 i forhold til niveauet i 1990.

Sådan lød det mandag aften, da der ifølge partierne bag den nye finanslov blev præsenteret den grønneste af slagsen nogensinde.

Blandt de grønne tiltag i den nye finanslov er en forundersøgelse af Ørsteds forslag om Bornholm som energiø.

Energiselskabet Ørsted foreslog for godt en uge siden at anlægge en kæmpe vindmøllepark syd for Bornholm, og den tanke er kommet med i finansloven.

– Der igangsættes en forundersøgelse for etableringen af en energiø med minimum 10 GW tilkoblet, herunder undersøges også forslagene vedrørende en energiø ved Bornholm på 1-5 GW, hedder det i finansloven.

Der afsættes 30 millioner kroner i 2020, 27 millioner kroner i 2021 og 8 millioner kroner i 2022, hedder det.

Blandt andre grønne tiltag er oprettelsen af “Danmarks Grønne Fremtidsfond” med en samlet kapacitet på 25 milliarder kroner, en styrkelse af Klimarådet, yderligere 150 millioner kroner til klimabistand og en annullering af afgiftsstigninger på elbiler.