Foto: Jannik Holgersen
FOR ABONNENTER

Butikken er lukningstruet

Julehandlen er sat ind, og det kan f.eks. mærkes, hvis man slår et smut om Torvehallerne i København i denne måned.

Her har Stine Holgersen, der i 2013 overtog ”Bornholmer-butikken” som selvstændig, valgt at stoppe. Det har fået Camilla og Mads Meisner fra ”Høstet”, der laver produkter af havtorn, til at lave en midlertidig pop up-butik i december.

De åbnede i søndags, og måneden bruges til at undersøge mulighederne for at få den bornholmske butik i Torvehallerne til at overleve.

Som bestyrelsesmedlem i Gourmet Bornholm og som lokal producent kan Mads Meisner se værdien af den synlighed, det giver, at der findes en stand med bornholmske varer i de propfyldte Torvehaller i København.

– Vi gør det for at holde fast i butikken, for det er et rigtig godt udstillingsvindue for de bornholmske produkter, forklarer han.

– Men alle de andre regioner er begyndt at komme rigtig godt med, så vi kan ikke bare blive ved med at læne os op af, at produkterne kommer fra Bornholm. Vi skal blive ved med at udvikle, siger han.

Pop up som overgangsløsning

Efter december forventer Høstet ikke at drive den bornholmske butik i København fremover.

– Men vi har drøftet det med Gourmet Bornholm for at finde en løsning. Mere konkret kan jeg ikke fortælle lige nu. Alle bolde er i luften, og det hele er stadigvæk så meget ”fugle på taget”, at jeg ikke kan sige mere, forklarer Mads Meisner. Han håber, at butikken overlever.

Selv om Mads og Camilla Meisner fra Høstet lige nu kører butikken, som den er, med de leverandører Stine Holgersen til nu har haft, ankom der i dag nyt inventar til standen i de propfyldte Torvehaller ved Israels Plads.

– Vi har foreløbig lånt noget inventar, så butikken lige får en ”make over”. Så kan man se, at der sker noget nyt, forklarer Mads Meisner.

Det har desværre ikke været muligt for redaktionen at få en kommentar fra Stine Holgersen i forbindelse med artiklen.

 

Mikkel Bach-Jensen. Arkivfoto

 

En løsning på dagsordenen

Når Gourmet Bornholm onsdag aften har bestyrelsesmøde vil et vigtigt punkt blive drøftet: Hvordan Bornholmer-butikken i Torvehallerne i København  kan overleve.

For at undgå at den lukker helt ned, har havtornproducenterne bag ”Høstet” foreløbig valgt at drive den bornholmske butik videre som en pop up butik.

– De kører butikken december måned ud, og derefter skal vi finde ud af, hvordan vi kan sørge for, at det ”hul” der vil opstå i København, hvis butikken forsvinder, bliver lukket, forklarer Mikkel Bach-Jensen fra Gourmet Bornholms sekretariat.

– Det sker i en erkendelse af at der er opbygget en kundekreds i det københavnske.

Spændende potentiale

En butik i Torvehallerne skal drives på kommercielle vilkår:

– For en lille forening som os er det en rimelig stor beslutning. Vi har fået noget erfaring med at have Skafferiet (på Gaarden.red), så det er ikke helt nyt, og der er også et spændende potentiale i det. Men det er en relativt stor satsning, og Gourmet Bornholm er jo sat i verden for at eksponere de bornholmske fødevarer, ikke for at tjene penge, forklarer han.

– Samtidig skal butikken bemandes cirka 70 timer, og der skal betales en standsleje i Torvehallerne, der godt kan kaldes en ”fornuftig udgift”, så vi skal være sikre på, at omsætningen kan dække det.

Mikkel Bach-Jensen har på nuværende tidspunkt svært ved at forudsige, hvordan udfaldet af onsdagens drøftelser vil falde ud.

 

 

 

Jacob Ludvigsen kæmpede for butikken

Den nu afdøde Jacob Ludvigsen, journalist, reklamemand og samfundsrevser kaldte den bornholmske butik i Torvehallerne for intet mindre end ”Bornholms Ambassade i København”.

Selv sad han med i det københavnske torvelaug, der i 1998 blev grundlagt, og som sørgede for, at Torvehallerne ved Israels Plads blev en realitet. Drømmen om den bornholmske butik var fra starten af en vigtig drivkraft i arbejdet.

Bornholmerbutikken åbnede, ligesom Torvehallerne selv ved Israels Plads i København, i 2011, men der gik kun godt og vel halvandet år, før butikken i februar 2013 blev erklæret konkurs.

Stine Holgersen, der stammer fra Nexø, og som fra starten havde været ansat, tog hurtigt springet og overtog fra marts samme år butikken som selvstændig, men nu er butikkens fremtid igen uvis.

 

 

Tog springet 

I en klumme, tre år efter Stine Holgersens overtagelse, brugte Ludvigsen spaltepladsen på at understrege vigtigheden af den bornholmske butik i København.

Han roste Stine Holgersen for det ”modige spring fra sygeplejerske og deltidsansat medarbejder i butikken til selvstændig”, hvor hun iøvrigt skød sine sparepenge ind i foretagendet med fuld opbakning fra sin mand.

Selv havde Ludvigsen i adskillige år forinden arbejdet for at få de bornholmske fødevarer ud i verden. Han åbnede i 1993 en bornholmsk ”butix” i Sankt Pedersstræde i København, der blandt andet solgte bornholmsk vildlaks – hvilket dengang fandtes – og Christiansøsild.

Alternativ turistinformation

At det ikke var noget nemt foretagende at undgå de røde tal på bundlinjen, lagde Jacob Ludvigsen ikke skjul på i sin klumme:

”Fabrikanterne af de bornholmske delikatesser skal være henrykte for, at Stine (Holgersen. red.) tager slæbet, og tro mig: Hun bliver ikke rig på det, hun er drevet af entusiasme og fighter for at holde kassekreditten nede og humøret oppe (….). Leverandørerne skal forstå, at butikken har store omkostninger til husleje, arbejdsløn, fragt, vedligeholdelse og så videre og kan derfor ikke bare sammenlignes med salgssteder på Bornholm”, lød det.

Jacob Ludvigsen understregede desuden, at med lukningen af et decideret bornholmsk turistbureau i København var butikken i Torvehallerne gået hen og blevet det sted, man også lige forhørte sig om tips, sommerhuse og rejseinformationer, hvis turen skulle gå til Bornholm.