FOR ABONNENTER

Bornholm i billeder: Årsrevy udkommer for 54. gang

Man kan sikkert lidt nedladende sige, at det er 2019 komprimeret til en Maggi-terning eller pixi-udgaven af året der gik, men hallo!

Bogen er jo fuld af billeder, og et billede siger mere end 1.000 ord, og det er faktisk fornøjeligt at bladre igennem ”Bornholm i billeder, 2019”.

Det er 54. årgang, den udkommer, og som sædvanlig er det Bornholms Tidendes Forlag, der har sendt denne årsrevy i billeder på gaden.

Allerede på side 3 bliver man mindet om, at jo, der er skam sket noget stort for Bornholm i år, for årets redaktør, Richardt Skovgaard, har valgt at vise hele forsiden af avisen fra den 24. oktober. Den fortæller, at Bornholmslinjen har valgt både at give Express 1 en t-foil og at bygge en spritny færge til besejlingen af Bornholm.

Dét er værd at markere i sådan en årsrevy.

Som vanligt følger bogen ikke kalenderåret, idet den faktisk af produktionshensyn begynder med at fortælle, at rundkørslen i Rønne fik et nyt ansigt den 2. november 2018, hvor billedet viser, at cirka et halvt hundrede bornholmere mødte op for at beskue det nyopførte rundkirkelignende kunstværk ved Vibegårds Runddel.

Derfra går det ud over stepperne, idet der også bliver plads til at vise den t-foil, som Molslinjen havde afmonteret på Express 1 i 2012, stå på kajen i Dunkerque – et billede, som journalister på Bornholms Tidende havde opstøvet, da bølgerne om det nytilkomne rederi gik højest. Også den føljeton er det værd at mindes.

”Stort og småt” kunne sådan en udgivelse også have heddet. Eksempelvis viser et opslag både, at den bornholmske cykelrytter Magnus Cort sidste december blev nomineret til titlen som årets cykelrytter (stort), og at frisør Marianne Besner i Rønne efter et kursus i København nu også svinger den gammeldags barberkniv over bornholmske mænds kinder (småt).

Eller hvad med opslaget, hvor den ene side fortæller, at den nu afdøde ejer af Green Solution House, Carl Edvard Mogensen, købte Fredensborg Badehotel og Griffen Spa Hotel, mens den anden fortæller, at en død ræv fundet nær en rasteplads i Almindingen bliver fast udstillet på Natur Bornholm?

Her er det faktisk svært afgøre, hvad der er størst. For det med de ræve er jo også spændende.

”Stort og småt”, ja, men også ”Skidt og godt”, kunne bogen hedde. Vi har nævnt noget godt, ny færge, så lad os straks blive på havet og nævne noget skidt, Express 1’s påsejling af lystfiskerbåden ”Baltic Condor” under en tåget sejlads i maj. Dét var ikke godt, ligesom lukningen af Bornholms Konservesfabrik heller ikke var. Det var det til gengæld, at borgmester Winni Grosbøll ligeledes i maj kunne markere, at ”Linjer i landskabet” ved Aakirkeby blev åbnet.

Om det var godt eller skidt, at Alternativets Anne Thomas forlod politik er sikkert en smagssag, og det samme gælder spørgsmålet om, hvorvidt det er godt eller skidt, at både Lea Wermelin (S) og Peter Juel-Jensen (V) i juni fik cirka 1.000 personlige stemmer flere end ved valget for fire år siden. Nemlig henholdsvis 5.057 og 4.649.

Entydigt positivt forekommer det til gengæld, at borgmesteren fik gåsehud i løbet af årets Folkemøde.

Det afslørede hun i sin afsluttende tale, hvor hun også fortalte, at hun havde oplevet øjeblikke, der var så opløftende, at hun havde skreget af grin, og så rystende, at hun havde fået våde øjne.

Præcis sådan skal et folkemøde da være. Og også gerne hele året.

 

 

Bornholm i Billeder, 2019

Bornholms Tidendes Forlag, 54. årgang
104 rigt illustrede sider.
Redaktion: Richardt Skovgaard.