Arkivfoto
FOR ABONNENTER

‘Jeg vil være med til at skabe en god forening for mine børn’

Kristian Johannesen blev – som foreslået af den fortsættende bestyrelse – valgt som afløser for den afgående formand, Erik Kristensen, på lørdagens generalforsamling i Nexø Boldklub.

Den ny formand, der til daglig arbejder som faglig konsulent i Bornholms Regionskommunes Børn og Unge-afdeling, er far til to fodboldspillende børn og er også træner for et ungdomsholdene i Nexø, så han er ikke ukendt med livet omkring klubben på Stadionvej.

– Jeg har sagt ja til at blive formand, fordi jeg gerne vil være med til at skabe en god forening for mine børn, og fordi jeg ved, at det er en klub med et godt sammenhold – et sammenhold, som kun er blevet bedre i de år, jeg har været medlem, sagde Kristian Johannesen i sin tiltrædelsestale.

– Da jeg i sin tid blev spurgt, om jeg kunne tænke mig tjansen som træner for et af ungdomsholdene, så påtog jeg mig også det, fordi det er herligt at være med til at bygge noget op. Det er herligt at stå derude med 20 børn, hvor nogle måske allerede har præsteret en glidende tackling, mens andre kommer listende med deres sovebamse, fordi de bare vil være en del af det fællesskab, der er så unikt for det danske foreningsliv.

– Det er også en fantastisk oplevelse at træne med børnene, mens man i det fjerne kan høre brølene fra Go On-fansene, der er ved at varme op til kamp inde på det store stadion.

– Alt det skal vi have endnu mere af, så vi med mottoet ”Fodbold, faglighed og fællesskab” også kan leve op til DBU’s motto og blive en del af noget større, sagde Kristian Johannesen.

 

Nexø Boldklubs bestyrelse består nu af Magnus Dyrmose Andersen, kasserer Jørn Viggo Dam, Peter Hansen, formand Kristian Johannesen, Martin Olsen, Stig Hansen og Peter Bræstrup. Foto: Berit Hvassum

 

Peter Bræstrup og Martin Olsen blev genvalgt til bestyrelsen, mens Magnus Dyrmose Andersen blev som afløser for Peter Bundgaard. Peter Hansen, Stig Hansen og kasserer Jørn Viggo Dam var ikke på valg i denne omgang.

Martin Olsen overrakte på bestyrelsens vegne en kurv med bornholmerdelikatesser som tak for mange tusind timers arbejde til Erik Kristensen, og det blev bakket kraftigt op af generalforsamlingen, som hyldede den afgående formand med et meget langt stående bifald.