Foto: Berit Hvassum

Herremagasin går i luften

Magnus Dyrmose Andersen, der overtog Nexø Herremagasin i februar, annoncerede allerede fra start, at han så det som vigtigt for en butik at være til stede både som fysisk butik og på nettet.

Lørdag var butikken så klar med en webshop, hvor Nexø Herremagasin går på nettet med sin butik nhm.dk.

Magnus Dyrmose Andersen fastslår, at webshoppen ikke er for at tage noget fra den eksisterende butik ved Torvet i Nexø, men for at tilføje noget.

– Det er mere en søsterbutik og en forlænget arm til butikken, hvor varerne er tilgængelige 24-7, og kunderne skal kunne se, hvad vi har i butikken. Vi hører fra andre, at mange kunder planlægger på nettet, inden de så kommer ned og kigger i butikkerne, forklarer butiksejeren.

– Så det er ikke så meget for at jagte nye kunder, men for at gøre noget for de eksisterende kunder.

Webshoppen er heller ikke en traditional butikshjemmeside, mener han.

– Det skal ikke være en hvilkensomhelst webshop, men udstråle Nexø og Bornholm.

Derfor er tøjet præsenteret af lokale “modeller” og fotograferet i bornholmske omgivelser, og hjemmesiden er også lavet i samarbejde med det lokale firma 1437.