Arkivfoto

Ny bog bliver præsenteret i Hillerød

Denne lørdag lancerer BornholmBornholmBornholm i fællesskab med flyselskabet DAT den store og meget flotte coffee table book ”BornholmBornholmBornholm – Kysten rundt” på messen ”Bornholm kommer til Hillerød” i Royal Stage (tidligere Frederiksborgcentret).

Det oplyser en pressemeddelelse fra Storygroup, som også fortæller, at bogen i en overflod af billeder bevæger sig kysten rundt med små beskrivelser af mere eller mindre kendte steder.

Initiativtager til bogen er Janne Vestergaard, som også har fotograferet billederne og skrevet teksterne til bogen. Hun står ligeledes bag Instagramprofilen BornholmBornholmBornholm, som har knap 35.000 følgere og hvert år mere end fem millioner visninger.

Bogen er på 300 sider med flere end 200 billeder og økonomisk støttet af flyselskabet DAT. Billederne er primært taget langs kysten, men også nogle af de bornholmske byer er skildret, ligesom de store kendte attraktioner er med, men dertil også mindre og knap så kendte.

 

 

Janne Vestergaard fortæller i pressemeddelelsen:

– De fleste kender pragtfulde steder som Hammershus, Gudhjem og Svaneke, men hvor mange kender Haralds Havn eller Pissebækken? Disse skønne steder, kendte som ukendte, syntes jeg fortjente at blive foreviget i en flot og stor fotobog, og heldigvis var DAT med på ideen. Mange vil genkende stilen i bogen fra min Instagramprofil BornholmBornholmBornholm, men jeg har gemt nogle af de bedste foto til denne bog.

Janne Vestergaard vil være til stede på flyselskabet DAT’s stand under ”Bornholm kommer til Hillerød” hvor de, der ønsker det, kan erhverve sig et signeret eksemplar af bogen.