Foto: Allan Rieck
FOR ABONNENTER

Lønforskel i Region Hovedstaden: ‘Det er svært at se logikken’

– Det er svært at se logikken, siger regionsrådsmedlem for Venstre, Carsten Scheibye, om den lønforskel mellem offentligt ansatte på Bornholm og i resten af Region Hovedstaden, som Bornholms Tidende beskrev i mandagens udgave af avisen.

Et såkaldt stedtillæg, som er en del af de offentligt ansattes overenskomst, bevirker nemlig, at sundhedspersonale på Bornholms Hospital tjener 8.000-10.000 kroner mindre om året i løn, end deres kolleger, der udfører nøjagtigt de samme arbejdsopgaver på et af Region Hovedstadens andre hospitaler, eksempelvis i Herlev eller Glostrup.

Men selvom han ikke umiddelbart kan se logikken bag lønforskellen, så er Carsten Scheibye forsigtig med at fælde en endelig dom over stedtillægget.

– Stedtillægget er jo en ordning, som arbejdsgivere og lønmodtagere er blevet enige om under overenskomstforhandlingerne, så det er vel et resultat af, at det er en ordning, begge parter er tilfredse med, siger Carsten Scheibye og giver udtryk for, at han mener, at han som politiker ikke skal blande sig i overenskomstforhandlingerne.

– De er en del af den danske arbejdsmarkedsmodel, og den skal man som politiker ikke pille ved, lyder hans forklaring.

Principielt forkert

Men at der ikke betales samme løn for samme arbejde i Region Hovedstaden, og at der på Bornholm, hvor der er mangel på sundhedspersonale, betales en lavere løn end på regionens andre hospitaler, finder han både besynderligt og betænkeligt.

– Det er jo ikke et rasende godt salgsargument, at folk skal gå ned i løn, når man prøver at tiltrække arbejdskraft, siger Scheibye og fortsætter:

 

Hvis det gjaldt på hele
arbejdsmarkedet ville
det skabe en situation,
hvor folk i et område
ikke ville have råd til at
betale et hus, hvis det
steg fem procent i pris,
og det ville betyde, at
huspriserne aldrig ville
stige

 

– Det er jo også med til at cementere nogle uhensigtsmæssige strukturer. Hvis det gjaldt på hele arbejdsmarkedet ville det skabe en situation, hvor folk i et område ikke ville have råd til at betale et hus, hvis det steg fem procent i pris, og det ville betyde, at huspriserne aldrig ville stige.

– Det mener jeg er betænkeligt, og det er principielt forkert. Det svarer jo til, at der ikke var den samme løn mellem mænd og kvinder. Det er der jo ikke nogen, der mener ville være rimeligt. Derfor mener jeg principielt, at vi skal forsøge at gøre op med stedtillægget, så der betales lige løn for lige arbejde, men det må som sagt ske som en del af overenskomstforhandlingerne, siger Carsten Scheibye.

Bornholmerne får ikke lavere løn

Socialdemokratiets bornholmske regionsrådsmedlem, Leila Lindén, har også svært ved at se logikken, men peger på, at det formelt set ikke er det bornholmske sundhedspersonale, der tjener mindre, men snarere det københavnske, der tjener mere.

– Det er jo en del af overenskomstforhandlingerne, at fordi det er dyrere at bo og leve i København og andre storbyer, så er der forhandlet et stedtillæg, som skal kompensere den gruppe medarbejdere for de højere leveomkostninger, siger hun, men nævner i samme åndedrag, at der også er ting, som er dyrere på Bornholm, eksempelvis transporten, hvis man vil i teatret i København. Jeg synes ikke stedtillægget er en hensigtsmæssig ting, siger Leila Lindén.

Ligesom sin kollega Carsten Scheibye har hun svært ved at se, at det er et godt argument, at eksempelvis sygeplejersker skal gå ned i løn, hvis de skal arbejde på Bornholm.

– Det er vel derfor, man prøver at lægge mere vægt på andre argumenter, som at man eksempelvis får en rigtig god uddannelse på Bornholms Hospital. Det er i hvert fald ikke et godt arguement, at de skal gå ned i løn, siger Leila Lindén.

Dyrt at lave om

Hun vil nu, som følge af at hun er blevet gjort opmærksom på problemet, tage en snak med formanden for Dansk Sygeplejeråd i Hovedstaden, for at høre, hvad man her mener om stedtillægget.

– Det er jo noget, der er aftalt af mennesker, og så kan mennesker også lave det om, hvis der er et fælles ønske og en vilje blandt overenskomstparterne til det. Principielt mener jeg, at en sygeplejerske er en sygeplejerske, uanset hvor hun arbejder i landet, og derfor bør der være lige løn for lige arbejde, fuldkommen ligesom det er tilfældet på tværs af køn, men jeg vil selvfølgelig respektere de resultater, man er nået frem til via overenskomstforhandlingerne, slår Leila Lindén fast.

Hun peger desuden på, at det kan blive en svær øvelse af afskaffe de lønforskelle, som stedtillægget medfører, for enten er der noget sundhedspersonale i København, der skal gå ned i løn, eller også skal alt sundshedspersonalet på Bornholm have mere i løn.

– Og det er der ikke råd til, som det ser ud nu. Hvor skulle alle de penge komme fra? spørger Lindén retorisk.

 

 

 

Stedtillæg

Det siger nogle af vores facebook-side om emnet:

Lola Sander
Jeg arbejder som sosuhjælper på Bornholm. Skiftede job fra hjemmeplejen i Herlev til hjemmeplejen i Aakirkeby og ved det jobskifte gik jeg 1000 kr ned – udbetalt vel at mærke… Nøjagtigt de samme arbejdsopgaver, men til meget lavere løn… Det er dælme ikke ok… Så meget billigere er det altså IKKE at leje bolig og bo på Bornholm

Dorrit Knudsen
Stedtillægget (0 for Bornholm) har været taget op for FOA’s medlemmer, men blev vurderet alt for dyrt at få reguleret tilbage ved ok 08. Men det er ikke lige vilkår og helt urimeligt

Martin Lundgren Villumsen 
Jeg undrer mig lidt, når folk hele tiden bruger billigere bolig som begrundelse. Det er da kun tilfældet, hvis du er tilflytter fra Københavns området.

Jeg flyttede herover fra Holbæk kommune, 45 minutters kørsel fra Rigshospitalet. Jeg flyttede fra et totalt renoveret hus på 100 m2, til en lejlighed i Rønne på 48 m2 og fik højere boligudgifter

Rikke Albæk
Men det er det samme stykke arbejde der ydes. Kan ikke forstå, at mit arbejde er mindre værd på den ene side frem for på den anden

Susanne Gerner-Rasmussen
Stedtillægget afspejlede blandt andet de boligudgifter, der var for området… Det er vel stadig billigere, at bo på Bornholm

Sofie Lamberg
Det er jo ingen nyhed. Vi er mange, der tjener langt mindre end vores kolleger på den anden side. Men til gengæld kan vi bo billigt, hvis altså man ejer sin bolig (og ikke har fjernvarme i Rønne

Camilla Luise Dahl
Og så undrer de sig over de har svært ved at besætte stillingerne?

Dennis Fuchs
Så flyt da over hvor i kan tjæne guldet…

Caroline Kisbye Heidemand
Ja man får mindre i løn på Bornholm, der er i den laveste løngruppe. Altså 0. Jeg kom fra Gentofte Hospital løngruppe 4 gennem 10 år til Bornholms Hospital og gik meget ned i løn, men egentligt ikke noget problem da ejendom og den slags er meget billigere her. Men det er det ikke med alt andet. Børnepasning, madvarer, osv. Men det er det hele værd. Elsker Bornholm og jeg har ikke været stresset en eneste dag siden vi flyttede hertil for 5 år siden. Tror desværre bare der bliver stor mangel på arbejdskraft og fagpersoner, der vil vælge et job her frem for ovre

Jesper Olsen
Det samme gør sig jo gældende for eks lærere. Undrer mig bare når daginstitutioner, fødevarer, rejser og andre leveomkostninger i den grad er stigende samlet set. Og boligpriserne og lejepriserne stiger.