Foto: Jens-Erik Larsen
FOR ABONNENTER

Loppemarked rykker ind i hallen for at få plads til det hele

Hasle IF Fodbold holder loppemarked på lørdag kl. 10-14 i Haslehallen. Det er det andet marked i år, efter at foreningen har indgået et samarbejde med Bofa.

Det første loppemarked blev holdt i juni i og ved klubhuset i Damløkkegade. Denne gang rykker man ind i Haslehallen for at få plads til alle effekter.

Samarbejdet med Bofa går ud på, at det bornholmske affaldsselskab har opstillet en container til genbrugsting på Hasles containerplads. Her kan man sætte brugbare ting og sager til idrætsforeningen, der sørger for at tømme containeren og sætte genbrugssagerne til salg på loppemarked, når udvalget er stort nok.

– Vi henter effekter på containerpladsen hver fredag, og lageret er ved at være fyldt godt op, siger Jeppe Pedersen fra fodboldafdelingen.

Positiv sidegevinst

Tiltaget på containerpladsen i Hasle er en del af det EU-støttede Future-projekt, som går ud på at skabe mere genbrug og mindre affald.

– Vores idé med at indgå samarbejdet er at få flere ting ud af affaldet og tilbage i forbrugscirklen igen. Det er så en rigtig positiv sidegevinst, at vi kan støtte lokalsamfundet, siger informationsmedarbejder Brian Johansen fra Bofa.

– Nogle loppemarkeder er lukket, og man kan godt fornemme, at det kan være svært ved at samle frivillige til alt det forarbejde, der skal gøres hen over året. Så projektet er en måde, vi kan hjælpe på og en måde at nytænke loppemarkederne på, siger Brian Johansen.

– Jeg får at vide, at der kommer nogle rigtig fine ting i containeren i Hasle. Det skal borgerne have tak for, men vi har også en medarbejder på pladsen, der går op i, at det skal være ordentligt, og som er aktiv i forhold til at bakke projektet op, slutter Brian Johansen.

 

 

Flere foreninger vil gerne være med

Bofa har i løbet af 2019 fulgt samarbejdet med Hasle Idrætsforening op med lignende tiltag i Aakirkeby og Rønne.

– De tre kører nu med stor succes. Vi har erfaret, at foreningerne gerne vil være med, og vi kan høre på efterspørgslen fra andre foreninger, at man gerne vil være med – også selv om man måske ikke har en containerplads i byen. Vi har på sigt et håb om, at man kan opstille en genbrugscontainer på alle containerpladser, og så kan man som godkendt forening ansøge om at have containeren i en periode, siger Brian Johansen fra Bofa.