FOR ABONNENTER

Christiansø går efter 10.000 flere turister

Administrationen på Christiansø har fået et redskab til at løfte turismen på øen – nemlig en strategi for turismen i årene 2019-23.

Ifølge den skal antallet af gæster til øen i 2023 være øget fra 40.000 og til 50.000, antallet af øboer fra 90 til 100, der skal være skabt fem nye job i turisterhvervet, og antallet af overnattende skoleelever skal årligt overstige 1.000.

Strategien er udviklet af den erfarne museumsmand Hans Ole Matthiesen. Han er ikke mindst kendt fra Kongernes Jelling, et museum og besøgscenter ved Jellingmonumenterne knap 10 kilometer nordvest for Vejle, som fortæller om tiden, da Jelling var centrum i den danske historie.

Siden han blev museumschef den 1. december 2000 er besøgstallet steget fra under 15.000 årligt til nu cirka en kvart million. Og i 2007 overgik driften af Kongernes Jelling til Nationalmuseet.

Hans Ole Matthiesen tog i begyndelsen af 2017 et halvt års orlov fra museet, hvilket blev sammenfaldende med, at han indgik en aftale med administrationen på Christiansø om at stå for udstillingen i anledning af genåbningen den 30. juni samme år af Store Tårn efter den omfattende restaurering.

En indvielse, som blandt andre forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) deltog i ”som prikken over i’et”.

I år har Hans Ole Matthiesen så været hyret til at udfærdige en turismestrategi, og den har følgegruppen på øen nu fået til gennemsyn, idet den blandt andet inkluderer et årsprogram med de aktiviteter, museumsmanden forestiller sig.

– Vi vil se, om vi kan gøre noget ved antallet af besøgende i skuldermånederne, altså i forårs- og efterårsmånederne uden for den hårde højsæson, siger han til Bornholms Tidende.

– Vi har været enige om ikke at lave mere hurlumhej i højsæsonen, hvor der kommer rigeligt med mennesker på Christiansø. Og bare siden jeg startede på projektet er der jo sket mange ting. For eksempel er Ertholmene kommet på naturkanonen, altså eleveret op til et højere niveau, og det vil vi også forsøge at bruge til noget. Så selv om der nu ligger en fast plan for, hvad der skal ske, vil der blive fyldt mere på i løbet af de kommende år.

Indgående kendskab

Museumsmanden kender Christiansø ganske indgående, og ikke kun fordi han den 30. april 2017 rejste til øen, hvor han kun afbrudt af korte perioder opholdt sig helt frem til den 23. oktober samme år.

Ud over arbejdet op til åbningen af Store Tårn tog han sig også af mange af de rundvisninger på øen på både tysk, engelsk og dansk, som guiderne gerne står for. Dertil kommer, at han rent faktisk er kommet på Christiansø igennem rigtig mange år.

– Jeg kom første gang derovre i 1979 og har også boet i telt på teltpladsen adskillige år, især om foråret, når jeg har kigget på fugle, gerne i forbindelse med Kristi himmelfartsdag og pinse. Og sidste år, da jeg boede derovre, brugte jeg også megen til på at studere fugle, for jeg er faktisk hard core amatørornitolog, siger han.

– Jeg var der blandt andet også sammen med Sebastian Klein og en af mine fuglevenner fra Odense, da vi i juni fandt den megasjældne Sinkiang-Løvsanger, så jeg er på alle mulige måder blev dus med øen.

Rent faktisk var det oprindeligt Per Ketil – kendt som naturmedarbejder ved Bornholms Radio og P1 i 1974-97 – der fyrede op under hans interesse for fugle.

– Han var nemlig i en kort årrække pædagog i Sønderborg-området, hvor han var med til at lave Ornitologisk forening for Als og Sundeved, siger museumsmanden.

– Og der kom jeg som en fugleorienteret knægt på 10 år. Han blev et enormt stort forbillede for mig, og jeg har stadig fuglevenner fra dengang, altså helt tilbage fra først i 1960’erne, siger Hans Ole Matthiesen.

Hvordan fandt administrationen frem til at hyre dig til både Store Tårn og turismestrategien?

– Jeg henvendte mig faktisk allerede i 2016 til den forrige administrator, Orla Johannsen, og fortalte, at jeg på sigt godt kunne tænke mig at arbejde for Christiansø, siger Hans Ole Matthiesen.

Den henvendelse resulterede i, at administratoren spurgte, om han ville være med til at lave en temaudstilling til åbningen af Store Tårn.

Senere, da den nye administrator, Jens Peter Koefoed, tiltrådte i januar 2017, var også han interesseret i at hyre Hans Ole Matthiesen, som da havde taget et halvt års orlov fra Kongernes Jelling. Og hans involvering i blandt andet udstillingen i Store Tårn skabte altså basis for adskillige måneders ophold på Christiansø sidste år.

– Og i år har jeg været derovre seks gange i kortere og længere perioder og arbejdet med turismestrategien, siger han.

– Aftalen var, at jeg skulle skrive på den fra august og så aflevere det hele inklusive et årsprogram den 21. december. Det er jeg så færdig med nu, men jeg arbejder også videre med forskellige ting, jeg kunne tænke mig at iværksætte i løbet af næste år. Det er jo for eksempel 170 året for Grundloven, og der kan man lave noget i Dr. Dampes skygge, synes jeg.

Dr. Dampe, som frem til 1840 blandt andet sad fængslet i 15 år i enecelle på Frederiksø på grund af sin politiske aktivisme for demokratiet.