FOR ABONNENTER

500 mennesker kørte forgæves: Stor ærgrelse i 3F Bornholm

– Hvornår regner I med at være færdige, spurgte en ung kvinde, der torsdag aften troppede op til 3F Bornholms ekstraordinære generalforsamling i Aakirkeby Hallerne.

– Omkring klokken 23, men vi ved ikke en gang, hvornår vi er færdige med at lukke folk ind, lød svaret fra regionskonsulent i 3F, Steen Larsen, som stod for registreringen af de i alt 488 fremmødte medlemmer, der myldrede ind.

Helt så længe varede torsdagens generalforsamling dog ikke. Allerede omkring klokken 19.30 – en halv time efter dens start – udmeldte aftenens dirigent, John Friedrichsen, at generalforsamlingen måtte suspenderes.

Minimum 210 ud af de 233 medlemmer, som i løbet af efteråret har skrevet under på en erklæring om mistillid til 3F Bornholms siddende formand, Jens Skovgaard, skulle være til stede ved generalforsamlingen for at gøre den gældende.

Blot 207 underskrivende medlemmer dukkede op i Aakirkeby Hallerne, og dermed blev 3F Bornholms formentlig største generalforsamling nogensinde også den korteste.

– Tro det eller lad være, men jeg er faktisk rigtig ked af det her, sagde Jens Skovgaard fra talerstolen.

En mærkelig følelse
– Det er en lidt mærkelig følelse lige nu, lød det fra Finn Pedersen, udfordreren til formandsposten i 3F Bornholm, umiddelbart efter afgørelsen.

– Når jeg kigger rundt, tror jeg på, at der var et stort flertal for mit kandidatur, men det finder vi ikke ud af. Det er ærgerligt, at vi ikke får mulighed for at diskutere etik, moral og medlemsdemokrati i aften.

Ifølge Finn Pedersen var det tilfældigheder, der gjorde forskellen:

– Jeg har lige fået at vide, at én af de personer, der har underskrevet, ikke kunne være her, fordi hun er gået i fødsel, fortalte han.

Hvad der skal ske nu, er på nuværende tidspunkt en smule uklart:

– Vi skal hjem og analysere det her og finde ud af, hvad vi gør. Det er lidt ærgerligt, sagde Finn Pedersen.

Samme opfattelse havde medlem af 3F Bornholms byggegruppe Morten Riis:

– Nu kører der rigtig mange utilfredse medlemmer hjem, og ingen ved, hvordan det her ville have endt, sagde han.

Ifølge Morten Riis burde Jens Skovgaard egenhændigt have indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, da det stod klart, at blot tre manglende personer gjorde generalforsamlingen ugyldig.

– Det valgte han ikke at gøre, og det synes jeg er enormt ærgerligt, sagde Morten Riis, der uddybede:

– Det er helt utrolig svært som medlem at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling. Vi har knoklet og knoklet og samlet langt over 300 underskrifter, men afleverede kun 233, som svarer til 10 pct af 3F Bornholms medlemmer. Havde vi afleveret flere, ville det bare være blevet sværere. 90 pct af af de afleverede skulle dukke op i aften. Der er langt flere end 210, der støtter Finn her i aften, bare ikke 90 pct. af de afleverede. Det er surt.

– Det er vel den største og korteste generalforsamling i 3F’s historie – og på en måde også den mest triste, konstaterede han.

Skovgaard: Fællesskabet skal samles
Også Jens Skovgaard udtrykte stor ærgrelse over suspenderingen:

– Jeg er oprigtig ked af, at der manglede de tre personer. Det er ærgerligt at have brugt 488 medlemmers tid, og jeg tror faktisk, at jeg kunne havde vundet formandsvalget med det antal, hvis vi havde nået dertil. Så havde jeg stået stærkere, end jeg gør på den her måde, sagde han.

– Men vedtægter er vedtægter, og minimumskrav er minimumskrav. Der er jo et skæringspunkt, og det ramte man ikke, tilføjede han.

I modsætning til Morten Riis mener Jens Skovgaard ikke, at han som formand kunne indkalde til en ny ekstraordinær generalforsamling torsdag aften:

– Jeg kan godt indkalde til ekstraordinær generalforsamling uden 90 procent-kravet, men jeg vil ikke kunne gøre det med et minuts varsel. Hvis nogle medlemmer var blevet hjemme og tænkt: “De møder nok alligevel ikke op”, så skal de have et varsel på to dage for eksempel.

Kunne du have holdt et debatmøde i stedet, da det kom frem at generalforsamlingen var ugyldig?
– Ja, men generalforsamlingen er slut, så hvem skal lede det? Det var nemt blevet noget mudderkast. Men jeg kan sige til Morten (Riis, red.), at selvom jeg stadig holder fast i, at jeg ikke har gjort noget forkert, så har jeg en udfordring her. Jeg skal i dialog med de medlemmer, som føler sig forurettet, for vi skal have samlet fællesskabet, afsluttede formanden.

Konflikten i 3F Bornholm opstod i foråret mellem bestyrelsen og byggegruppen.

Ifølge byggegruppen pressede formanden aktivt på for at sikre, at en anden kandidat end byggeriets egen kandidat, Morten Riis, blev valgt til bestyrelsen på en generalforsamling i marts.