Statsministeren fastholder at myndigheder anbefalede nedlukning

Statsminister Mette Frederiksen (S) holder fast i, at det var en samlet myndighedsgruppe, der anbefalede at lukke landet delvist ned for at dæmme op for smitte med coronavirus.

Det siger hun fredag til TV2 News.

– Den rådgivning, vi får fra en samlet myndighedsgruppe, er, at vi skal minimere social kontakt. Hvordan vi skal gøre det, er selvfølgelig en politisk beslutning, siger hun.

Hun svarer ikke på, hvilken konkret myndighedsgruppe hun henviser til.

Det er Jyllands-Posten, som har gennemgået forløbet omkring nedlukningen.

På aftenen den 11. marts henviste statsministeren flere gange til myndighederne og fastslog, at det var “myndighedernes anbefaling, at vi lukker al unødvendig aktivitet ned”.

Men i dag står det klart, at Sundhedsstyrelsen ikke havde nedfældet en så vidtgående anbefaling, skriver Jyllands-Posten.

Så sent som dagen før pressemødet den 11. marts udformede styrelsen en liste af “mulige tiltag” mod Covid-19. Her stod nedlukninger og tvangsindgreb ikke nævnt.

/ritzau/