Kommentator: Tvivl om grundlag for nedlukning kan skade Mette F

Tvivl om hvorvidt nedlukningen af Danmark under coronakrisen var en politisk eller sundhedsfaglig beslutning, svækker troværdigheden til både statsminister Mette Frederiksen (S) og andre myndigheder.

Det vurderer politisk kommentator Noa Redington.

– Kommunikationen begynder at fremstå en smule flosset, siger han.

Jyllands-Posten fortæller i en længere artikel fredag om forløbet ved nedlukningen af landet den 11. marts.

Her fremgår det af flere dokumenter, at Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm ikke anbefalede en nedlukning af landet.

De Radikale vil nu have en uvildig undersøgelse af forløbet. Venstre vil ifølge Jyllands-Posten have statsministeren i samråd.

Parlamentarisk får det ikke nogen konsekvenser, vurderer Noa Redington.

Men sagen kan blive et problem, hvis der kommer en bølge to af coronaepidemien.

For der er sået tvivl om, hvorvidt tiltagene under coronakrisen er politiske beslutninger, eller om det sker på et sundhedsfagligt grundlag.

– Der er uklarhed. Der tegner sig et billede af, at nogle beslutninger er blevet taget på et tvivlsomt grundlag og af en meget lille kreds af mennesker, siger han.

/ritzau/