Forsamlingsforbud hæves flere gange over sommeren

Forsamlingsforbuddet hæves til 30-50 fra 8. juni, mens det forventes hævet yderligere fra 8. juli og igen fra 8. august.

Det viser en aftale for yderligere genåbning. Den blev alle Folketingets partier enige om sent onsdag aften efter forhandlinger det meste af dagen.

Det var i forvejen aftalt, at forsamlingsforbuddet skulle hæves til mellem 30 og 50 fra 8. juni, hvor fase 3 af genåbningen står til at begynde. I øjeblikket er der forbud mod forsamlinger på over ti personer.

Med aftalen åbnes der for eksempelvis sommerbryllupper og konfirmationsfester. Dog under visse forhold.

– Partierne er enige om gradvist at lempe forsamlingsforbuddet hen over sommeren.

– Regeringen vil i forbindelse med overgangen til fase 3, hvor det er aftalt, at forsamlingsforbuddet hæves til 30-50, fremlægge en sundhedsmæssigt forsvarlig plan, der indeholder en udmelding om anbefalinger til bryllupsfester, konfirmationsfester mv.

– Planen vil indeholde en forventet gradvis lempelse af forsamlingsforbuddet – som fx kan være selektiv for visse arrangementer mv. – henholdsvis den 8. juli og den 8. august, står der i aftalen.

/ritzau/