Eksperters bud på udfasning af hjælpepakker udskudt

Rapporten fra en økonomisk ekspertgruppe, om hvordan man bedst kan udfase de økonomiske hjælpepakker, der er oprettet under coronakrisen, kommer først onsdag. Den skulle ellers være kommet søndag.

Det oplyser Finansministeriet torsdag.

– Regeringen har bedt den økonomiske ekspertgruppe bestående af professor Torben M. Andersen, professor Michael Svarer og professor Philipp Schröder om at komme med input til en udfasning af de midlertidige hjælpepakker, der holder hånden under danske virksomheder og arbejdspladser i lyset af Covid-19-epidemien.

– Ekspertgruppens anbefalinger var planlagt til offentliggørelse 24. maj. Det er nu aftalt med ekspertgruppen, at anbefalingerne offentliggøres den 27. maj klokken 09 for at give bedre tid til at færdiggøre arbejdet, skriver Finansministeriet.

Ekspertgruppen har tidligere afleveret en rapport om de økonomiske konsekvenser af en genåbning af samfundet.

Rapporten kiggede på effekterne af nedlukningen for blandt andet at vurdere, hvor det gav bedst økonomisk mening at lukke op.

Den rapport dannede sammen med en rapport fra Statens Serum Institut om smitterisici grundlag for de forhandlinger om genåbningen af samfundet, som alle Folketingets partier deltog i på Marienborg tidligere i maj.

/ritzau/