Dansk Erhverv: Godt at pressede virksomheder kan slå dørene op

Aftalen om en udvidet genåbning er en god nyhed for mange virksomheder.

Det siger Dansk Erhvervs administrerende direktør, Brian Mikkelsen.

Reaktionen kommer, efter at alle Folketingets partier sent onsdag aften blev enige om en aftale for yderligere genåbning af samfundet.

Aftalen indeholder blandt andet fremrykning af en kontrolleret genåbning af museer, biografer, zoologiske haver og andre aktører inden for kultur og oplevelsesøkonomi.

– Der er tale om en gruppe virksomheder, som har lidt voldsomt under coronakrisen. De kan nu se frem til at kunne slå dørene op for besøgende igen 27. maj, og det er naturligvis en god nyhed, udtaler Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Regeringen har også besluttet at udvide listen over anerkendelsesværdige formål for indrejse i Danmark fra 25. maj.

Eksempelvis må udlændinge, som ejer et sommerhus i Danmark, fra 25. maj rejse til Danmark.

Ifølge aftalen skal regeringen senest 29. maj fremlægge en plan for “en kontrolleret og gradvis genåbning af sommerhusturismen, der er sundhedsmæssig forsvarlig og giver turistbranchen klarhed”.

– Vi ser naturligvis frem til, at der kommer denne klarhed. Det er titusindvis af job og milliarder af kroner, der her står på spil. Vi havde håbet på en afklaring i dag, men der kommer vi så formentligt at vente en uges tid mere, siger Brian Mikkelsen.

Partierne er desuden blevet enige om gradvist at lempe forsamlingsforbuddet hen over sommeren.

Forsamlingsforbuddet hæves således til 30-50 personer fra 8. juni, mens det forventes hævet yderligere fra 8. juli og igen fra 8. august.

– Vi ønskede inden forhandlingerne flere trin i forsamlingsstørrelsen, så der for eksempel kunne være 100 personer samlet 1. juli, 200 personer 15. juli og så videre, hvis ellers sygdomssituationen er under kontrol.

– Vi ved jo ikke helt konkret, hvordan denne del bliver udmøntet, men en gradvis lempelse hen over sommeren bifalder vi absolut, siger Brian Mikkelsen.

/ritzau/