Zoologiske haver og museer åbner tidligere end planlagt

Kulturinstitutioner som museer, teatre, biografer og zoologiske haver får lov til at åbne straks. Det viser en aftale mellem Folketingets partier.

Det er resultatet af onsdagens lange forhandlinger mellem partierne, som begyndte klokken 12.30 og sluttede kort før midnat.

Museerne, teatrene og de zoologiske haver var egentlig sat til at skulle indgå i fase 3 af genåbningen af samfundet under coronakrisen. Denne fase begynder fra 8. juni.

På grund af de positive tal for smitte med coronavirus i den seneste tid bliver gruppen, der har været lukket siden midt i marts, i stedet en del af den udvidelse af den igangværende fase 2, som partierne onsdag har aftalt.

Ikke mindst de zoologiske haver har været i vælten under coronakrisen.

For omkring to uger siden blev regeringen og Folketingets partier enige om at åbne for zoologiske anlæg, hvor gæsterne kan transportere sig rundt i bil.

Til gengæld fik blandt andet de zoologiske haver i landets store byer ikke lov til at åbne, hvilket for eksempel Zoologisk Have i København var stærkt utilfreds med.

Det blev dog efterfølgende irettesat af erhvervsminister Simon Kollerup (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S), og derfor droppede de zoologiske haver planerne om at åbne.

Den administrerende direktør i Zoologisk Have i København, Jørgen Nielsen, har udtrykt frustration over udviklingen.

Selv om hans zoologiske have får del i regeringens hjælpepakker, står den til et underskud på 50 millioner kroner i 2020.

/ritzau/