Radikale og borgerlige partier vil åbne alt med få undtagelser

Når statsminister Mette Frederiksen (S) og Folketingets øvrige partiledere onsdag mødes for at forhandle om, hvilke dele af samfundet, der kan åbne næste gang, vil De Radikale og de borgerlige partier tale for en fuld åbning med få undtagelser.

– Jeg mener helt klart at tiden er kommet til, at vi ikke diskuterer, hvad der skal åbnes, men hvad der fortsat skal holdes lukket, siger Morten Østergaard, politisk leder for De Radikale.

– Det kræver selvfølgelig, at der er lavet beregninger og vurderinger af alle restriktioner. Også dem der handler om grænsen og for begrænsning på forsamlinger, siger han.

I sidste uge informerede statsministeren partilederen om, at der var grundlag for at åbne flere dele af samfundet hurtigere, end der ellers var lagt op til.

Forhandlingerne skal ske på baggrund af nye beregninger fra Statens Serum Institut (SSI), som partierne vil få mulighed for at orientere sig i forud for forhandlingerne.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, vil ligesom De Radikale “vende tingene på hovedet” under onsdagens forhandlinger.

– Vi vil forstærke vores budskab om, at man skal vende tingene på hovedet. I stedet for at man stykvis tager de enkelte elementer og vurderer, om de kan være åbent, så siger man, at alt kan åbne, siger DF-formanden.

– Det er forudsat, at man kan følge retningslinjerne om at holde afstand og så videre. Kan man det, så skal man også have lov til at holde åbent.

/ritzau/