To kommunalbestyrelsesmedlemmer i Vordingborg forlader DF

To medlemmer af Vordingborgs kommunalbestyrelse skifter fra Dansk Folkeparti til Nye Borgerlige.

Det oplyser Nye Borgerlige i en pressemeddelelse.

Der er tale om Heino Hahn og John Pawlik.

– De er ved at lave en dødssejler derinde (Christiansborg red.). Det er jeg ked af. Vi kan bare ikke forene os med Dansk Folkeparti mere, siger John Pawlik til TV2 om skiftet.

Udmeldingen kommer, efter at Dansk Folkeparti er gået voldsomt tilbage ved de seneste valg.

Det har affødt kritik af ledelsen fra baglandet, hvor der er krav om større inddragelse og medlem af hovedbestyrelsen Anders Vistisen har beskyldt partiledelsen for at “flakke rundt”.

De to kommunalbestyrelsesmedlemmer har samtidigt den frustration, at Dansk Folkepartis ledelse foreslog at placere et udrejsecenter for kriminelle, udviste asylansøgere i deres område uden at advare dem.

– Normalt bør man som ledelse tage en god snak med de involverede om, hvordan gør vi så en anden gang? Men da jeg spurgte Kristian Thulesen Dahl om det direkte, sagde han, at det ville han tage med videre. Det er snart et år siden, siger John Pawlik til TV2.

Nye Borgerliges politiske næstformand, Peter Seier Christensen, byder de nye medlemmer velkommen.

– Det er positivt, og jeg er rigtig glad for, at Heino Hahn og John Pawlik har meldt sig ind i Nye Borgerlige.

– Jeg har lært dem begge at kende som bundsolide borgerlige mennesker med de rigtige politiske prioriteter. Det bliver rigtig godt.

– Heino Hahn og John Pawlik er to rigtig solide og erfarne tilbud til vordingborgenserne, som Nye Borgerlige kan sætte på stemmesedlen til kommunalvalget næste år, skriver han i en pressemeddelelse.

Dansk Folkeparti har samlet over 200 medlemmer af byråd og kommunalbestyrelser.

/ritzau/