Rasmus Nordqvist bliver SF-ordfører for fiskeri og udvikling

Den nyslåede SF’er Rasmus Nordqvist bliver partiets ordfører for udvikling, nordisk samarbejde, fiskeri og grønt iværksætteri.

Det oplyser SF.

Rasmus Nordqvist glæder sig til at give sig i kast med det hele, men fremhæver særligt udviklingsområdet som vigtigt.

– Det er et afgørende område i en tid med corona- og klimakrise. Der er i den grad brug for en god og aktiv udviklingspolitik, siger han.

Rasmus Nordqvist meldte sig ud af Alternativet, som han er medstifter af, den 9. marts.

Derefter blev han løsgænger i Folketinget.

Den 12. maj blev han præsenteret som nyt folketingsmedlem for SF.

I Alternativet besad han i lang tid posten som politisk ordfører, og derudover var han partiets ordfører for klima og finanspolitik samt Europa.

Og selv om Rasmus Nordqvists tidligere ordførerskaber ikke ligefrem lugter af fisk, mener han dog at være rustet til også at beskæftige sig med det område.

– Fiskeri har jeg beskæftiget mig med som medlem af Europaudvalget, hvor man ofte taler om det. Så jeg er super glad for det, jeg har fået. Det er vigtige områder i den tid, vi lever i, siger Rasmus Nordqvist.

/ritzau/