Rasmus Nordqvist bliver SF-ordfører for fiskeri og udvikling

Rasmus Nordqvist bliver SF’s ordfører for udvikling, nordisk samarbejde, fiskeri og grønt iværksætteri.

Det oplyser SF.

Rasmus Nordqvist glæder sig til at give sig i kast med det hele, men fremhæver særligt udviklingsområdet som vigtigt.

– Det er et afgørende område i en tid med corona- og klimakrise. Der er i den grad brug for en god og aktiv udviklingspolitik, siger han.

Rasmus Nordqvist meldte sig ud af Alternativet, som han er medstifter af, den 9. marts i indeværende år.

Han forlod partiet sammen med tre andre folketingsmedlemmer for Alternativet, der dermed blev reduceret til blot at have en enkelt politiker på tinge, nemlig Torsten Gejl.

Derefter blev Rasmus Nordqvist løsgænger i Folketinget, men den 12. maj blev han præsenteret som nyt folketingsmedlem for SF.

Det var partiets rød-grønne profil, der var tiltrækkende, lod Rasmus Nordqvist forstå.

I Alternativet besad han i lang tid posten som politisk ordfører, og derudover var han partiets ordfører for klima og finanspolitik samt Europa.

Og selv om Rasmus Nordqvists tidligere ordførerskaber ikke ligefrem lugter af fisk, mener han dog at være rustet til også at beskæftige sig med det område.

Han sidder nemlig også med i flere udvalg i Folketinget, herunder Europaudvalget, hvor spørgsmål vedrørende fiskeri bliver diskuteret.

– Fiskeri har jeg beskæftiget mig med som medlem af Europaudvalget, hvor man ofte taler om det. Så jeg er super glad for det, jeg har fået. Det er vigtige områder i den tid, vi lever i.

– Det er områder, jeg kender til. Så jeg føler, jeg er godt rustet til at gå ind i dem, siger Rasmus Nordqvist.

Ordførerskabet for udvikling ryger fra partifællen Halime Oguz’ bord og over til Rasmus Nordqvist, mens SF’eren Carl Valentin hidtil har været ordfører for fiskeri.

Ellers er der ikke foretaget rokader i partiets ordførerskaber.

/ritzau/