Partiledere gør klar til genåbningsforhandlinger onsdag

Antallet af smittede med corona er så lavt, at sandsynligheden for at møde en smittet er “ganske lille”.

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S) i sidste uge. På den baggrund gør partilederne nu klar til forhandlinger om en yderligere genåbning.

Flere partiledere oplyser, at de fortsat ikke har fået en indkaldelse med tid og sted for forhandlingerne. Men de skal gennemføres onsdag forud for Kristi himmelfartsferien, har Mette Frederiksen tidligere gjort klart.

Især De Radikale og de borgerlige partier presser på for en åbning af grænsen til især Tyskland.

Det sker, i lyset af at Tyskland er parat til at åbne grænsen til Danmark, og at turisterhvervet mangler indtægterne.

Inden partilederdebatten i sidste uge var SF blandt de partier, som mente, at det var for tidligt at åbne grænserne af hensyn til smitterisikoen.

Nu er Pia Olsen Dyhr dog mere positiv:
– Jeg er mere åben for at se på, at nogle kan komme over grænsen. Det er trist, at mange ikke har kunnet besøge deres børn eller kærester. Det mener jeg, er et anerkendelsesværdigt formål.

– Og så synes jeg også, at vi skal åbne for nogle af dem, der har lejet sommerhuse langs den jyske vestkyst. Så en yderligere åbning, men ikke en total åbning, siger Pia Olsen Dyhr.

Hun peger dermed som flere andre partileder på et kompromis, hvor man udvider et “anerkendelsesværdigt formål” til at omfatte blandt andet turister. Uden dog at åbne grænsen helt.

Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti, mener, at så meget som muligt skal åbnes. Det gælder også grænserne, som norske og tyske turister skal have lov at krydse med en lejekontrakt til en feriebolig i hånden.

– Det kan godt være, at man ikke kan åbne grænserne, men så lad os holde dem lukket med udvidelse af begrebet “anerkendelsesværdige formål”, som gør, at turister kan komme til Danmark med et lejekontrakt til en feriebolig, siger han.

Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, er også ved at være utålmodig, hvad angår grænsespørgsmålet.

– Jeg håber, at statsministeren inden vores møde i morgen går ud og siger, at nu skal vi nok finde en løsning, så vi kan tale om den egentlige genåbning. Hvis ikke hun gør det, er jeg sikker på, at meget af vores diskussion kommer til at handle om turisme, siger hun.

Mette Frederiksen sendte i weekenden en mail til partilederne, hvor hun fastslår, at Statens Serum Institut forud for forhandlingerne skal regne på blandt andet åbning af kulturtilbud som museer, teatre, zoo og forlystelsesparker.

Inden for det offentlige skal der regnes på effekten af åbning af steder, hvor der er store sagspukler.

Desuden er højskoler, DR og TV2, sportshaller og uddannelser nævnt i mailen.

I den forbindelse havde partierne også mulighed for at komme med ønsker til, hvad der ellers skal regnes på.

Statsministeren har de seneste uger fastholdt, at regeringen henholder sig til den tidligere aftale om, at regeringen skal melde ud om grænsen senest 1. juni.

/ritzau/