OVERBLIK: Lejerne finansierer milliardstor boligrenovering

Et bredt flertal af Folketingets partier er tirsdag blevet enige om at renovere almene boliger for 30,2 milliarder kroner fra 2020 til 2026.

Projekter for 18,4 milliarder kroner er allerede godkendt, men partierne er enige om at fremrykke dem for at øge beskæftigelsen i lyset af coronakrisen.

Det betyder, at 453 renoveringsklare projekter skal gennemføres i år og næste år.

Pengene hentes i Landsbyggefonden. Det er en fond, som lejere betaler til via deres husleje og som typisk bruges til renovering af almene boliger.

Der er omkring 540.000 almene boliger, og cirka én millioner danskere bor i en almen bolig.

Her er hovedpunkterne i aftalen:

* Grønne tiltag:

– Ventelisteprojekterne gennemgår en screening og revurdering, som betyder, at projekter med grønne tiltag stiger. Det betyder, at på mod 85 til 90 procent af nye projekter vil indeholde grønne tiltag.

– Der afsættes 400 millioner kroner til at etablere en garantiordning i Landsbyggefonden. Det skal øge incitamentet for beboerne til at foretage energirenoveringer.

– Der afsættes en pulje på 200 millioner kroner i alt i 2021-2026, som er forsøgsmidler til en mere grøn og bæredygtig og digital almen boligsektor.

Pengene skal blandt andet gå til forsøg med varmepumper i større bygninger. Heraf afsættes 50 millioner kroner særskilt til digitalisering.

* CO2 og Energi

– Det forventes, at aftalen giver en reduktion op til 47.000 tons CO2. I regeringens oprindelige udspil lød det, at renoveringerne ville føre til en reduktion på 50.000 tons CO2.

Det skyldes, skriver regeringen, at effekten fra udskiftning af oliefyr i den almene sektor er flyttet over i klimahandlingsplanen
– Aftalen forventes at sænke energiforbruget med cirka 470 gigawatt/timer, hvilket svarer til varmeforbruget for 38.000 lejligheder.

Kilde: Pressemeddelelse fra Transport- og Boligministeriet.

/ritzau/