Forhandlinger om næste fase indledes onsdag klokken 12.00

Statsminister Mette Frederiksen (S) lægger op til forhandlinger med partilederne onsdag fra klokken 12.00.

Det fremgår af en mail, som Mette Frederiksen har sendt til partilederne.

På mødet onsdag ventes partierne at skulle tage stilling til en række ekstra åbningsinitiativer i lyset af de lave tal for smitte og indlæggelse.

Det skal efter planen ske på baggrund af nye beregninger fra Statens Serum Institut (SSI). Ifølge mailen til partilederne forventer Mette Frederiksen at modtage rapporten inden klokken 9.00 onsdag morgen.

Herefter vil den “hurtigst muligt” blive sendt til partilederne, så de kan nå at orientere sig i beregningerne inden forhandlingerne.

De ventes at foregå på Christiansborg i Folketingets lokaler. Og hvis det ikke kan lade sig gøre, så alternativt i Statsministeriet, fremgår det af mailen.

Blandt andet den store Landstingssal har været brugt til fysiske møder i de seneste uger, hvor politikerne har skullet sidde med stor afstand på grund af corona.

/ritzau/