Regeringen vil gøre affaldssortering ens for alle

Affaldssorteringen skal ensartes over hele landet, og det skal ske med et system, hvor affaldet deles op i ti forskellige typer.

Det mener regeringen, der kommer med forslaget som en del af en klimahandlingsplan, som skal bringe Danmarks udledning af drivhusgasser ned.

Ifølge miljøminister Lea Wermelin (S) skal affald sorteres på samme måde, uanset om det i hjemmet, sommerhuset, på arbejdspladsen eller i det offentlige rum.

– Det handler om, at hvis vi skal genanvende og genbruge mere, skal vi også sortere mere.

– Det ved jeg godt er en stor opgave at bede om. Til gengæld skal vi så sikre, at det rent faktisk nytter noget at sortere det. At det er med til at gøre en grøn forskel. For så tror jeg, at rigtig mange danskere gerne vil være med, siger hun.

Borgere sorterer i dag mellem tre og otte forskellige typer affald. For størstedelen gælder det fem til syv typer, alt efter hvilken kommune man bor i.

Det er nemlig den enkelte kommune, der bestemmer, hvordan og hvor meget affald, der sorteres.

Derudover er der også forskel på, om sortering er tilgængeligt, hvor man bor, eller om man eksempelvis skal køre til en genbrugsstation.

Med forslaget ønsker regeringen at ensarte sorteringen med under ti forskellige kategorier. Det gælder mad, papir, pap, metal, glas, plast og tekstil, men også fødevarekartoner, restaffald og farligt affald.

Og så skal sorteringen hjælpes på vej af affaldsspande med plads til to typer affald og piktogrammer, der tydeligt forklarer, at en æggebakke eksempelvis skal i pap-containeren.

Det skal alt sammen ifølge Lea Wermelin gøre affaldssorteringen nemmere.

– Vi kan se på tværs af kommunerne, at der er utrolig stor forskel på, hvor meget vi sorterer, og hvordan vi sorterer. Det er lige præcis det, vi skal lave om på, så vi brænder mindre plastik af og genanvender mere.

– Det er en af de store opgaver, vi har, også hvis vi skal sikre, at vi når 70 procent CO2-reduktion i 2030, siger ministeren.

Lea Wermelin vil sammen med klimaminister Dan Jørgensen (S) præsentere flere tiltag, som skal bidrage til en grønnere affaldssektor mandag klokken 11.30.

/ritzau/