SF vil have regeringen til at afvise krav om skattestop

I en tv-debat torsdag aften kom Venstres partileder, Jakob Ellemann-Jensen, med et ultimativt krav til regeringen om et skattestop under genopretningen efter coronakrisen.

I lørdagens udgave af Politiken efterlyser regeringens støtteparti SF, at statsminister Mette Frederiksen (S) afviser det krav.

Og SF’s partileder, Pia Olsen Dyhr, vil have, at S-regeringen og støttepartierne bekræfter hinanden i, at genopretningen af Danmark skal bygge på den økonomiske politik, der er skitseret i forståelsespapiret.

– Vi har brug for, at partierne bag regeringen og forståelsespapiret mødes, og at vi genbekræfter, at det bliver rettesnoren. Også i det fremadrettede arbejde og den økonomiske genopretningsplan, siger hun til Politiken.

Ifølge Pia Olsen Dyhr står det efter tv-debatten mellem partilederne torsdag aften klart, at der er to veje ud af den nuværende krise.

Den ene er ifølge hende de principper, der er skitseret i forståelsespapiret fra regeringsdannelsen. Her står blandt andet, at regeringen skal føre en politik, der styrker velfærden og bekæmper stigende ulighed og fattigdom.

Den anden er ifølge SF den retning, som Jakob Ellemann-Jensen udstak torsdag aften.

I tv-debatten torsdag foreslog han en halvering af momsen i resten af 2020 for at kickstarte økonomien. Med sig havde han også et ultimativt krav om skattestop.

Vælger regeringen, at der skal være højere skatter og afgifter, bliver genopretningen “uden Venstre”, lød det.

Mette Frederiksen afviste aldrig forslaget om en halvering af momsen, om end hun gjorde det klart, at der muligvis er andre og klogere løsninger.

Om skattestoppet sagde hun, at regeringen ikke har nogen planer om at sætte skatten op, fordi det vil ramme dansk erhvervsliv.

Hverken Enhedslisten eller Radikale Venstre ser nogen grund til at mødes for at bekræfte hinanden i forståelsespapiret.

De Radikales gruppenæstformand, Sofie Carsten Nielsen (R), mener ikke, at regeringen skal afvise noget på forhånd:

– Jeg køber ikke præmissen om, at der kun er to veje. Men det har Pia så gjort, siger hun til Politiken.

Statsministeriet henviser til politisk ordfører Jesper Petersen (S).

Han ser ingen grund til at mødes for at bekræfte forståelsespapiret, fordi dets “holdninger og ambitioner står ved magt”. Forslaget om et skattestop vil partiet ikke afvise.

/ritzau/