Minister vil skabe studiepladser til ingeniører og lærere

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) vil oprette flere studiepladser på visse uddannelser. Det gælder eksempelvis, hvis man vil være it-ingeniør eller lærer.

På grund af coronakrisen ventes flere at søge ind på de videregående uddannelser.

Samtidig arbejder ministeren på at få de unge til at søge bredere, oplyser hun.

– Vi skal uden tvivl have flere studiepladser, hvis flere søger ind.

– Jeg vil dog også gerne, at vi holder fokus på at prøve at styre, hvad vi uddanner til.

Hun håber, at de unge søger mod uddannelserne til at blive eksempelvis sygeplejerske, pædagog eller lærer.

Derudover ser hun gerne, at flere søger ind på sprogfag.

Meldingen kommer, fordi fagfolk i Politiken har varslet, at coronakrisen vil få mange flere til at ansøge om optag på de forskellige uddannelser.

Det ventes også at give flere afslag.

Spådommen sker blandt andet på baggrund af erfaringer fra finanskrisen i 2008-2009, hvor mange flere søgte en uddannelse, men hvor mange flere også måtte få et skuffende svar tilbage.

Det er stadig usikkert, hvordan udviklingen vil se ud, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

– Men hvis vi kan forvente noget i retningen af det, vi så efter finanskrisen, vil vi se en ret markant stigning.

– Jeg håber, vi kan sørge for, at de unge får adgang til en uddannelsesplads, siger hun.

Ministeren er i dialog med Folketingets partier om at oprette flere studiepladser.

/ritzau/