Mere personale skal gavne psykiatrien fremover

Det er især mere personale, som skal prioriteres i styrkelsen af psykiatrien.

Det er regeringen og Danske Regioner blevet enige om i en aftale om udmøntningen af 600 millioner kroner til bedre forhold i psykiatrien.

Pengene blev afsat på finansloven for 2020. Den blev indgået mellem S-regeringen, De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet.

Der er helt konkret afsat 510 millioner årligt til styrket kapacitet og bedre normeringer. Altså flere pladser og mere personale.

Heraf er der lagt op til, at 150 millioner kroner årligt i 2020-2023 skal gå til at forbedre de fysiske rammer omkring patienterne.

Desuden skal yderligere 90 millioner kroner årligt løfte retspsykiatrien.

For Enhedslisten var et løft af psykiatrien et hovedkrav i forbindelse med finanslovsforhandlingerne sidste år. Derfor glæder aftalen Peder Hvelplund, der er partiets psykiatriordfører.

– Vi sikrer med udmøntningen af de 600 millioner kroner som varige midler et historisk, men også særdeles tiltrængt, løft til nogle af vores allermest sårbare borgere.

– Med aftalen sikrer vi ikke bare flere pladser, men også bedre pladser. Med mere tværfaglighed og flere ansatte bliver der mere tid til aktiviteter, samtale og terapi, siger Hvelplund i en pressemeddelelse.

– I alt for mange år har psykiatrien været overset og underfinansieret. Især de allermest sårbare er blevet svigtet. Det har store konsekvenser – også for de pårørende.

– Derfor er det rigtig vigtigt, at vi nu kan give en hurtigere og bedre hjælp, siger han.

Der er også tilfredshed hos SF’s psykiatriordfører, Trine Torp.

– Nu løfter vi kvaliteten i psykiatrien med mere personale, tværfagligt arbejde, bedre behandling og fokus på at bruge mindre tvang.

– Det er vigtigt for SF, at pengene ikke bare bliver brugt på kapacitet, men også på kvalitet, siger Trine Torp i en skriftlig kommentar
– Aftalen er et godt skridt, men det helt store spring skal komme med den tiårsplan, vi skal i gang med nu. Her har vi chancen for at sætte ind med tidlig indsats mod psykisk mistrivsel og lettere adgang til gratis psykologhjælp.

– Det er her, vi virkelig kan gøre en forskel ved at forebygge og skabe håb om at kunne komme sig, siger Trine Torp.

Hun henviser til, at man i forbindelse med finansloven for 2020 blev enig om at udarbejde en tiårsplan for psykiatrien med fokus på blandt andet forebyggelse.

/ritzau/