Data fra dansk corona-app bliver på borgernes telefoner

Det bliver snart muligt for coronasmittede borgere anonymt at give besked videre til personer, de har været tæt på, hvis de får konstateret coronavirus.

Et flertal af Folketingets partier er fredag blevet enige om, hvordan en kommende corona-app til netop smitteopsporing skal se ud.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet.

Appen bliver kaldt “smitte|stop”, og det er frivilligt, om man vil bruge den. Vælger en borger at downloade appen, bliver al data herom gemt på borgernes mobiltelefon.

Informationen slettes igen efter 14 dage.

– Jo flere danskere, der downloader “smitte|stop”, jo mere kan appen hjælpe os alle til at bremse smittekæder, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i en pressemeddelelse.

– Derfor er det vigtigt, at der er bred politisk opbakning til den kommende app med nogle helt klare principper for formål, privacy og beskyttelse af danskernes data, tilføjer han.

Et af de store slagsmål forud for udviklingen af corona-appen har været, hvorvidt borgernes data gemmes centralt hos offentlige myndigheder, eller om det borgeren skulle beholde fuld kontrol over egne data.

Alt dette har været et spørgsmål om borgernes sikkerhed. Her er løsningen altså blevet, at de data som appen benytter – såsom brugernes gps-data – bliver på telefonen og ikke sendes ind til en central database.

/ritzau/