715.000 boligejere får penge tilbage efter høje vurderinger

Over 700.000 boligejere kan se frem til at få i alt cirka 13 milliarder kroner tilbage fra staten, fordi de har betalt for mange penge på grund af for høje ejendomsvurderinger.

Boligejere, der har betalt for lidt på grund af for lave vurderinger, får til gengæld ikke en ekstraregning.

Det meddeler Skatteministeriet, efter at et bredt flertal i Folketinget fredag er blevet enige om en boligskatteaftale. Ud over regeringen er Venstre, Dansk Folkeparti, De Radikale, Konservative Folkeparti og Liberal Alliance med i aftalen.

Tilbagebetalingen sker til de boligejere, der har betalt skat af for høje ejendomsvurderinger fra 2011 og frem til i år.

– Jeg er meget glad for, at vi i takt med, at de nye vurderinger kommer ud, kan kompensere de boligejere, der har betalt for meget i boligskat, med i gennemsnit 18.000 kroner skattefrit.

– Det vil nok være et beløb, der falder på et tørt sted hos rigtig mange danskere, siger skatteminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse.

Skatteministeriet meddeler, at tilbagebetalingerne i øjeblikket forventes at omfatte cirka 715.000 ejerboliger.

Det forventes, at det især vil være boligejere uden for de store byområder, der får penge tilbage.

Boligejerne kan se frem til at få de penge, de har betalt for meget, tilbage med renter.

– Det skønnes foreløbigt, at der i gennemsnit skal tilbagebetales 18.000 kroner (2020-niveau) skattefrit inklusiv rente per ejerbolig, der er berørt af tilbagebetaling.

– Boligejere, der har betalt boligskat af for lave vurderinger, får ikke en regning med tilbagevirkende kraft, lyder det fra ministeriet.

Som boligejer betaler man to typer af skat af sin ejendom, for ejendomsværdien og for grundværdien.

Det kaldes ejendomsværdiskat og grundskyld.

Der bliver både lavet en offentlig ejendomsvurdering og en offentlig grundvurdering af boligen for at fastsætte de værdier, man skal betale skat af.

/ritzau/