OVERBLIK: Myndighedernes skiftende udmeldinger om teststrategi

– Der er tale om et paradigmeskift i den danske teststrategi, fortalte direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm på et pressemøde tirsdag, hvor regeringen og myndighederne præsenterede en ny offensiv teststrategi mod coronavirusset.

Der har dog længe været kritik af regeringen og myndighedernes zigzagkurs i forbindelse med teststrategien siden coronavirusset ramte Danmark.

Derfor er sundhedsminister Magnus Heunicke (S) torsdag kaldt i samråd, hvor han skal redegøre for regeringens hidtidige og fremtidige teststrategier.

Der har været blandt andet været skiftende meldinger om, hvor mange danskere der skulle testes om dagen. Desuden har kommunikationen omkring de skiftende teststrategier fået kritik.

Her følger et overblik over regeringen og myndighedernes udmeldinger om teststrategierne:
* 27. februar blev det første danske tilfælde af coronavirus konstateret. Herefter blev der indført en såkaldt inddæmningsstrategi.

Her skulle personer, der havde været i kontakt med smittede, opspores og isoleres.

Personer med milde og alvorlige symptomer, der kom til Danmark fra eksempelvis Kina, skulle testes.

* 12. marts skiftede strategien til en såkaldt afbødningsstrategi. Det var dagen efter statsminister Mette Frederiksen meddelte, at Danmark lukkede ned.

Nu skulle testene målrettes patienter, der var moderate til slemme symptomer. Man testede samtidig sundhedspersonale.

I denne strategi lød det, at personer med lette symptomer ikke skulle testes. De skulle sørge for at blive hjemme til de var raske.

I afbødningsstrategien blev det samtidig gjort klart fra faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak, at massetest og inddæmning var ”passé”. Det var ellers anbefalingen fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

* 1. april udsendte Sundhedsstyrelsen nye retningslinjer, som betød, at flere personer med lette symptomer skulle testes. Siden da blev det blandt andet meldt ud fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at der skulle opskaleres væsentlig i antallet af test. Først 5000 om dagen og siden hen til 10.000 om dagen.

* 20. april fortalte Magnus Heunicke på et pressemøde, at nu skulle alle med symptomer på coronavirus testes. Desuden ville man teste et bredt udsnit af befolkningen for at følge udviklingen.

Det skyldes, at der var nok testkapacitet til at gøre det. Her begyndte de hvide testtelte med navnet ”Testcenter Danmark” at skyde op rundt omkring i landet.

* 12. maj præsenterede regeringen en ny teststrategi. Strategien handler blandt andet om kontaktopsporing og isolation. Det betyder, at de personer, en coronasmittet, har været i kontakt med, skal opspores og testes. Dermed skiftede man igen til en inddæmningsstrategi igen.

/ritzau/