Ny mail ses som klar advarsel til Støjberg om ulovlighed

På førstedagen af afhøringerne i Instrukskommissionen, der undersøger tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) ulovlige adskillelse af unge asylpar, blev en intern mail fra Udlændingestyrelsen præsenteret.

Ifølge flere eksperter lægger den vægt bag argumentet om, at daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) var advaret om, at hendes instruks om at adskille asylpar var ulovlig.

– Det er en interessant mail fra et meget centralt møde i sagen. Og den rammer en vigtig problemstilling, nemlig om Inger Støjberg var advaret om, at instruksen var ulovlig, siger professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet Michael Gøtze.

Mailen er sendt efter et møde i Udlændingestyrelsen 10. februar 2016. Afsenderen er ukendt, men mailen ligner et internt referat af mødet.

I den står der, at daværende afdelingschef i ministeriet Lykke Sørensen sagde til ministeren, at en instruks om at adskille alle par, hvor den ene var under 18, indebar “en meget stor risiko” for at bryde Børnekonventionen. Hvorefter ministeren svarede, at hun var klar til at løbe den risiko.

– Når en jurist siger, at der er “stor meget risiko” for, at det bryder loven, så er det i mine ører en klar advarsel. Det kan næsten ikke siges klarere for en jurist, for det er sådan, vi taler.

– Så jeg vil sige, at dette her er en klar advarsel fra Lykke Sørensen, siger Michael Gøtze.

Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, mener, at mailen lægger sig op ad tidligere læk og forklaringer fra embedsværket. Men at den lægger sig i rækken af indicier.

– Der er ingen, der forventer, at nogen har en båndoptagelse fra mødet, eller at der ligger en e-mail fra hende. Men det er heller ikke nødvendigt.

– Det er et spørgsmål om at stykke nok momenter og troværdige forklaringer sammen til, at det opfylder et beviskrav, siger han.

Hvis det sker, kan det ende med en rigsretssag mod Inger Støjberg for at bryde loven som minister.

– Det vil være Folketingets beslutning, om der skal køre en rigsretssag, siger Sten Bønsing.

I hvert fald for ministerens vedkommende. For hvis embedsmænd har været vidende om, at de blev instrueret i gøre noget klart ulovligt, så har de pligt til at nægte at udføre instruksen.

– Det kan i det lange løb blive en ny del af denne sag, siger Sten Bønsing.

/ritzau/