Mette F. er ikke parat til at åbne grænsen endnu

Statsminister Mette Frederiksen er ikke klar til at åbne grænsen allerede fredag den 15. maj, hvor Tyskland er klar til at åbne grænsen til Danmark.

Det siger hun, da hun ankommer til en tv-debat torsdag aften.

– Vi har aftalt, at regeringen inden 1. juni kommer med en melding på grænserne. Grænserne er vigtige. Men jeg undrer mig lidt over dem, der slår ud med armene og bare siger, at vi kan åbne. Vi skal være forsigtige. Derfor holder vi ved det, der står i aftalen om 1. juni, siger Mette Frederiksen.

Flere partier har presset regeringen for at få en tidligere afklaring af, hvornår grænserne kan åbne.

Det pres er blevet ekstra stort, efter at den tyske indenrigsminister Horst Seehofer har meldt ud, at Tyskland er villig til at åbne grænsen til Danmark 15. maj.

/ritzau/