Venstre vil sparke gang i forbruget med skattelettelser

Skattelettelser skal være med til at sparke gang i den danske økonomi, der er hårdt ramt af coronakrisen.

Det mener Venstre, som er klar til at fremrykke skattelettelser for 4,5 milliarder kroner.

Det fortæller Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen onsdag i et interview på TV2 News.

Skattelettelserne skal blandt andet findes ved en fremrykning af afskaffelsen af PSO-afgiften.

Tidligere beregninger har vist, at afskaffelsen af PSO-afgiften vil betyde en fremgang i rådighedsbeløbet for en typisk familie på 3400 kroner om året.

De ekstra penge, som danskerne dermed får mellem hænderne, vil sætte gang i forbruget, argumenterer Jakob Ellemann-Jensen i interviewet.

Et større forbrug kan også være med til at holde hånden under arbejdspladser, lyder det fra oppositionens leder.

Venstres forslag møder ikke stor opbakning fra regeringens støtteparti SF, der mener, at man hellere bør prioritere nogle af de mennesker, der har mistet jobbet som følge af coronakrisen.

– Dels ved at hæve kontanthjælpen og give et særligt tillæg til dagpengene.

– Men også dels ved at sørge for at nogle af dem, der har mistet arbejdet, får opkvalificering og uddannelse, så de hurtigt igen kan komme på arbejde, få løn, betale skat og have råd til at gå ud og sparke gang i økonomien, siger Jacob Mark, finansordfører for SF.

Regeringen kommer sammen med Folketingets partier til at skulle diskutere, hvordan man kan genoprette og kickstarte økonomien.

I den forbindelse er det særligt vigtigt for regeringen, at miljøet bliver tænkt med ind i planerne, fortæller finansordfører Christian Rabjerg (S).

– Når vi laver en kickstart af økonomien, der samlet set understøtter vækst og arbejdspladser, så skal det være en grøn genopretning.

– Det er også vigtigt for os, at regningen for coronakrisen ikke bliver uretfærdig, siger Christian Rabjerg.

De skattelettelser, som Venstre ønsker at fremrykke, blev aftalt indført under SRSF-regeringen for knapt ti år siden.

/ritzau/