Skoler får 4,1 millioner kroner mere til frugt og grønt

Danske skoler kan i det kommende skoleår give mere frugt, grønt og mælk til eleverne gennem en EU-finansieret støtteordning.

Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

– Vi har arbejdet på at få flere penge til vores skolefrugt og skolemælk, så endnu flere af skolebørnene kan få frugt, grønt og kold mælk i skoletiden. Det gør ikke kun, at der er færre usunde snacks i frikvartererne.

– Det giver også børnene en viden om, hvad nærende mad er og hjælper dem med at træffe gode og sunde madvalg både nu og i fremtiden, skriver fødevareminister Mogens Jensen (S).

Samlet er ordningen, hvor skoler kan søge om støtte til sunde snacks, blevet udvidet til 28,6 millioner kroner, en stigning på 4,1 millioner kroner sammenlignet med det skoleår, der bliver sluttet nu.

Det er fordelt på en ordning på 16,8 millioner kroner til frugt – en stigning på 3,3 millioner kroner, og 11,8 millioner kroner på skolemælk – en stigning på 0,9 millioner kroner.

– Det sikrer, at endnu flere børn kan få et stykke frisk frugt og et karton frisk mælk. Så flere børn får færre usunde snacks, siger Mogens Jensen.

Ifølge ministeren er 324 skoler og omkring 60.000 børn del af ordningen.

Ministeriet referer en undersøgelse fra Landbrugsstyrelsen, der viser, at børn og unge, der får skolefrugt, indtager færre usunde kalorier end de elever, der ikke gør. Forskellen er ikke stor, men målbar.

Støtteordningen har til formål at lære børn og unge om bedre kostvaner og at sikre, at mellemmåltider i skolen er sunde. Det er tale om en ordning, der er fuldt finansieret af EU.

– Jeg synes, at finansieringsgrundlaget er ok. Det er rigtigt mange børn, der får glæde af dette her. Så jeg ser ikke grundlag for, at vi nationalt skal komme med endnu flere midler, siger Mogens Jensen om, hvorvidt Danmark selv skulle bidrage til at udvide støtteordningen mere.

/ritzau/