Regeringen opretter ny coronastyrelse

Regeringen opretter en ny styrelse, der skal sikre forsyning af værnemidler og øget testkapacitet.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde tirsdag.

– Den nye styrelse skal tage sig af det praktiske, logistikken og det samfundsmæssige beredskab.

– Vi kan se nu, at en virus starter som en sundhedsmæssig udfordring, men ender med at være et problem for hele samfundet, siger Mette Frederiksen.

Det er koordineringsarbejdet, der skal være det centrale i den nye styrelse.

Styrelsen skal blandt andet skabe et overblik over lagre af værnemidler.

Den skal også indgå i et internationalt samarbejde om forsyning af værnemidler og test på tværs af den offentlige sektor.

Desuden skal styrelsen skabe en bedre koordination af samarbejdet vedrørende test og værnemidler på tværs af myndigheder.

Den nye styrelse skal ligeledes udarbejde relevante informationsaktiviteter.

Det sker med henblik på at styrke den samlede myndighedsindsats.

På den måde kan sundhedspersonale fokusere på de sundhedsfaglige opgaver, lyder det om den nye styrelse.

Den kommende tid vil der blive arbejdet på at få struktur og organisering af den nye styrelse lagt på plads.

Den forventes at være klar til august og hører under Justitsministeriets ressort.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) siger, at styrelsen bliver “et helt afgørende omdrejningspunkt” mellem den private og den offentlige sektor.

– Den nye styrelse skal levere muskler til den praktiske del. Det skal sikre, at sundhedsmyndigheder kan fokusere på deres område, mens de praktiske opgaver med at skaffe værnemidler og test ligger i den nye styrelse, siger Nick Hækkerup.

Ifølge regeringen er styrelsen en “massiv oprustning” i koordineringsarbejdet.

/ritzau/