Regeringen opretter en ny coronastyrelse

Regeringen opretter en ny styrelse, der skal sikre forsyning af værnemidler og øge testkapaciteten.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde tirsdag.

– Den nye styrelse skal tage sig af det praktiske, logistikken og det samfundsmæssige beredskab. Vi kan se nu, at en virus starter som et sundhedsmæssig udfordring, men ender med at være et problem for hele samfundet, siger Mette Frederiksen.

Styrelsen skal blandt andet skabe et overblik over lagre af værnemidler.

Den skal også indgå i et internationalt samarbejde om forsyning af værnemidler og test på tværs af den offentlige sektor.

Desuden skal styrelsen skabe en bedre koordination af samarbejdet vedrørende test og værnemidler på tværs af myndigheder.

Det sker med henblik på at styrke den samlede myndighedsindsats.

/ritzau/