Efter kritik og møde: Anders Vistisen fortsætter i DF

Anders Vistisen vil også i fremtiden få en vigtig rolle i Dansk Folkeparti.

Det er mandag blevet besluttet på et møde i partiets hovedbestyrelse. Det oplyser Dansk Folkeparti i en pressemeddelelse.

Mødet er blevet holdt for blandt andet at diskutere Anders Vistisens fremtidige rolle i Dansk Folkeparti, hvor han sidder med i hovedbestyrelsen.

Årsagen til diskussionen har været, at Anders Vistisen forleden udtalte sig kritisk om partiets ledelse i et interview med Avisen Danmark.

Efterfølgende har det givet en skarp advarsel af hovedstyrelsen. Men det koster altså ikke Anders Vistisen hans plads i partiets organisation.

– I enhver familie diskuterer man indenfor hjemmets fire vægge, siger Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti, i pressemeddelelsen.

– Men ligesom de fleste danske familier kan finde ud af at stå sammen, skal vi også vise, at vi kan det i DF, og Anders har i denne forbindelse et vigtigt bidrag at yde som del af DF-familien.

Formanden nævner eksempelvis, at Anders Vistisen kommer til at spille en rolle for partiet ved kommunal- og regionalvalget i november næste år.

/ritzau/