Mette F: Plan kan både blive fremrykket eller forsinket

Selv om Folketingets partier er enige om en plan for at åbne Danmark langsomt igen, afhænger genåbningsplanen af, om coronaepidemien kan holdes under kontrol.

Det fremgår af aftalen om genåbningen, og det samme pointerer statsminister Mette Frederiksen (S) i en pressemeddelelse fra Statsministeriet.

– Åbningen skal fortsat ske på en kontrolleret og forsvarlig måde. Vi skal udbrede brugen af værnemidler, og mange flere danskere skal testes, udtaler statsministeren i pressemeddelelsen.

– Partierne er enige om, at hvis genåbningen fører til, at coronaepidemien blusser op, så kan planen for genåbning fraviges, så vi skruer ned for tempoet i vores plan.

I aftalen fremgår det, at partierne har givet regeringen mulighed for at fravige den samlede plan.

På Facebook skriver Mette Frederiksen i et opslag fredag morgen, at det betyder, at planen både kan blive fremrykket eller blive forsinket.

/ritzau/