Forskerne må først trække i kitlerne til juni

Der skal gå endnu en måned, før forskerne må vende tilbage til eksempelvis laboratorier og arkiver.

Det fremgår af den plan for genåbningen af Danmark, som regeringen og resten af Folketingets partier blev enige om natten til fredag.

Dansk Magisterforenings formand, Camilla Gregersen, frygter, at det i nogle tilfælde kan betyde, at vigtig viden vil gå tabt.

– Det går ud over forskning i blandt andet kræft og vacciner, ulighed og kulturarv, og det rammer særligt de unge forskere hårdt, fordi de har en begrænset tidsperiode til at nå i mål med nye resultater, siger hun.

De offentlige forskningsaktiviteter, der kræver tilstedeværelse, må først starte op igen 8. juni, når fase 3 af genåbningen begynder. Det er selv om storcentre, restauranter og caféer har fået lov at åbne i løbet af maj.

– Det er hovedløst, at politikerne ikke prioriterede forskerne i denne omgang. Vi ved, at forskernes arbejde giver lavt smitteaftryk og høj værditilvækst. Derfor var det oplagt at sende dem tilbage til arbejdet nu, siger Camilla Gregersen.

Hun mener, at Folketinget som minimum må erkende, at det koster en stor regning at holde forskerne på bænken. Derfor efterspørger hun økonomisk hjælp i form af en hjælpepakke målrettet forskningen.

– Rigtig mange forskere arbejder på et tidsbegrænset projekt, hvor der kun er lønmidler inden for en begrænset periode. Og hvis forskningen bliver udskudt, så er der ikke midler til at komme i mål, siger Camilla Gregersen.

– Derfor håber jeg for vores mange dygtige ph.d’er, postdoc’er og andre, som er i en midlertidig stilling, at de kan få forlænget deres periode, så vi ikke går glip af deres vigtige forskning.

/ritzau/