Forsamlingsforbud hæves til op til 50 personer i fase 3

Regeringen og Folketingets partier har indgået en aftale om genåbningens fase 3, som ventes at blive igangsat 8. juni. Heri står, at forsamlingsforbuddet vil blive hævet til mellem 30 og 50 personer.

Det fremgår af aftalen, som er offentliggjort fredag morgen.

Derudover er kulturinstitutioner, højskoler og indendørs idræts- og foreningsliv en del af aftalens fase 3.

Planerne for tredje fase forudsætter, at stigningen i smittede og indlagte “ud fra en helhedsbetragtning ikke er større end ventet” ved fase 2 i genåbningen, lyder det i aftalen.

Det betyder, at en ekspertgruppe fra Statens Serum Institut (SSI) før 8. juni vil lave nye beregninger om smitteudviklingen på baggrund af aktuelle tal.

Omvendt lyder det, at hvis udviklingen bliver “mere gunstig end ventet”, så vil der være plads til en større genåbning i fase 3.

I så fald vil der blive tilladt en større tilstedeværelse på offentlige arbejdspladser samt en fuld åbning af DR og TV2.

Derudover skitseres der i aftalen en fase 4, som kan iværksættes i starten af august. Frem til den vil blandt andet diskoteker, indendørs sportsaktiviteter og arrangementer på flere end 500 deltagere være forbudt.

Morten Østergaard, politisk leder af De Radikale, glæder sig over, at de brede linjer for de næste faser af genåbningen nu kan præsenteres for offentligheden.

– Vi er blevet enige om en samlet genåbningsplan, som baserer sig på en tillid til befolkningens sunde fornuft og vilje til at holde afstand og fortsætte en høj hygiejnisk standard, siger han.

– Det er jeg fantastisk glad for, for det giver os alle en vished om, hvad der kommer til at ske, når vi bare bliver ved med at opføre os fornuftigt, og det er jeg ikke i tvivl om, at vi vil.

Også Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti, er glad for aftalen.

– Det, der er rigtig godt ved denne her aftale, er, at danskerne kan se, i hvilken rækkefølge vi kommer til at genåbne, siger han.

– Nu kan vi sige til danskerne, at hvis de fortsætter den adfærd, de har haft indtil nu, så viser partierne nu, at vi er klar til at få åbnet mere op.

/ritzau/