Zoologiske anlæg med køremulighed kan åbne i fase 2

Regeringen og Folketingets partier er enige om at åbne for zoologiske anlæg, hvor gæsterne kan transportere sig rundt i bil.

Det oplyser Statsministeriet.

Dermed bliver det ikke muligt for alle zoologiske haver at åbne i genåbningens fase 2.

Til gengæld kan anlæg som Givskud Zoo og Knuthenborg Safaripark slå dørene op med det samme.

Statsministeriet oplyser, at der i forbindelse med genåbningen skal aftales nærmere retningslinjer i et sektorpartnerskab.

Åbning af zoologiske haver har været et af de områder, som er blevet diskuteret offentligt under coronakrisen.

Flere havde nemlig planlagt at åbne 1. maj, da det ikke var i strid med retningslinjerne. Det gjaldt for de zoologiske haver i København, Aalborg, Odense og Givskud.

Det blev dog efterfølgende irettesat af erhvervsminister Simon Kollerup (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S), og derfor droppede de zoologiske haver planerne.

Dengang udtrykte administrerende direktør i Zoologisk Have i København “dyb frustration” over udviklingen.

I en rapport fra Statens Serum Institut (SSI) lød det onsdag, at zoologiske haver kunne blive en del af fase 2, uden at smittespredningen ville komme ud af kontrol.

Alligevel har partierne valgt at holde en stor del af haverne ude af aftalen.

På grund af nedlukningen under coronakrisen har de zoologiske haver været uden omsætning siden midten af marts.

Nedlukningen har indtil videre ført til, at Zoologisk Have 23. april kunne meddele et forventet underskud på mellem 40 og 45 millioner kroner på trods af hjælpe fra de økonomiske hjælpepakker.

/ritzau/