Venstre vil have forsamlingsforbuddet sat op

Venstre vil tage forsamlingsforbuddet på ti personer op i forhandlingerne til den videre genåbning af Danmark.

Det siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, på vej ind til torsdagens forhandlinger.

Der skal findes et nyt og højere tal for, hvor mange der må forsamles, mener han. I øjeblikket må der ikke forsamles mere end ti personer. Overtrædelse koster 2500 kroner per person.

Ellemann-Jensen peger på, at det både har betydning for familiefester, men også for hvilke brancher der kan genåbne.

Emnet er blevet drøftet med Statens Serum Institut, understreger Ellemann-Jensen, men der findes ikke en nemt svar for, hvornår det giver mening at hæve grænsen.

– Som politikere vil vi meget gerne have et nemt svar på det. Altså er det ikke bare det her værktøj, man kan røre ved.

– For kan man gå den vej, er det et nemmere og mere overskueligt styringsredskab for mange at sige, at hvis vi hæver grænsen for det her, så betyder det også, at forskellige typer for forretninger og erhverv kan åbne, siger Ellemann-Jensen.

Også De Radikales leder, Morten Østergaard, mener, at der skal kigges på forsamlingsforbuddet. Han nævner eksempelvis 25 som en ny grænse.

Desuden skal der ses på at få grænserne åbnet, mener Venstre og en række andre partier.

– Jeg kæmper for det, der sætter mest mulig gang i hjulene. Vi skal se på grænserne, for det kommer til at betyde en hel masse for sommeren i Danmark, hvis ikke turisterne kan komme til Danmark, siger Ellemann-Jensen.

Han kalder det for afgørende, at politikerne når frem til en samlet plan for, hvornår alle ting åbner. Altså en langsigtet plan. Den har statsminister Mette Frederiksen fortsat ikke leveret, mener han.

Virksomheder og borgere skal have indblik i, hvornår de kan åbne, siger Ellemann-Jensen.

– Jeg glæder mig til at se udspillet til planen. Nu har jeg efterlyst den i halvanden måned. Det er i dag, vi skal forhandle, og jeg har ikke set planen endnu, siger Ellemann-Jensen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har meddelt, at hun senere torsdag fortæller, hvad næste fase af genåbningen vil indebære.

/ritzau/