Regeringen skal melde ud om grænseåbning senest 1. juni

Regeringen skal melde ud om grænsekontrol og indrejseforbud samt de skærpede rejsevejledninger senest 1. juni.

Det fremgår af en aftale om genåbningens fase 2 under coronakrisen, som alle partier i Folketinget står bag, og som torsdag er blevet forhandlet på plads på Marienborg.

I aftalen står der:

– Partierne noterer sig, at regeringen aktuelt er i dialog med nabolandene og vil tage stilling til den midlertidige grænsekontrol med indrejseforbud samt de skærpede rejsevejledninger. Regeringen melder ud herom senest den 1. juni 2020.

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger ved et doorstep på Marienborg, at det er naturligt at have en dialog med nabolandene.

Herunder Tyskland, der fra midt i maj har varslet en etapevis genåbning af muligheden for indrejse fra Danmark.

– Grænserne følger vi hele tiden. Der er grænserestriktioner i stort set alle lande omkring os.

– Derfor skal man ikke foregøgle, at hvis vi træffer beslutningen om at åbne grænserne i Danmark, så bringer det situationen tilbage til normal.

– Det gør det ikke. Derfor følger vi situationen i de andre lande tæt, siger hun.

Flere partier – herunder Venstre, Liberal Alliance, De Konservative og De Radikale – gik ind til forhandlingerne med et ønske om en snarlig grænseåbning til gavn for det hårdt ramte turisterhverv.

De så gerne, at grænserne til Tyskland og Norge skulle åbnes. Det er dog ikke kommet med i aftalen om genåbningen af Danmark i fase 2.

Partierne kunne ellers have fået et flertal for en grænseåbning, hvis Dansk Folkeparti havde været med på idéen. Formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl afviste inden forhandlingerne at presse på for en grænseåbning.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) fortalte onsdag i Folketingssalen, at en åbning af grænserne ikke kommer til at ske lige med det samme.

/ritzau/