SF vil åbne samfundet for de unge igen

SF mener, at det er på tide at åbne samfundet for de unge.

Det skriver gruppeformand Jacob Mark på Facebook, efter at Statens Serum Institut (SSI) i en ny rapport vurderer, at coronaepidemien vil dø ud i Danmark selv med yderligere åbning af samfundet.

– Der er plads til at åbne Danmark mere op uden at sætte kontrollen med smitten over styr. Det siger sundhedseksperterne nu, skriver Jacob Mark.

– Vi skal gøre det forsigtigt, vi skal have skærpede retningslinjer. Vi skal ikke åbne så meget op at vi lægger os på grænsen. Det er SF’s holdning. Men samtidig skal vi åbne mere.

– I SF mener vi, det er på tide at åbne op for de unge, der nu i måneder har siddet derhjemme på afstand, skriver han.

Jacob Mark nævner blandt andet efterskolerne, højskolerne, skolen for de ældste elever, erhvervsskolerne, professionshøjskolerne og universiteterne som eksempler.

– Lad efterskolerne få lavet nogle retningslinjer med myndighederne, som gør at de unge kan komme afsted igen.

– Lad højskolerne få lavet nogle retningslinjer med myndighederne, som gør at de unge kan komme afsted igen.

– Lad de ældste skoleelever modtage fysisk undervisning i den form, som det er muligt lokalt og på en sikker måde. Ikke fordi den virtuelle undervisning skal stoppe. Mange steder går det fantastisk med det. Men bare nogle dage om ugen, hvor de unge møder fysisk i bestemte fag, det vil gøre en stor forskel for de unge.

– Lad de unge på erhvervsskolerne, professionshøjskolerne og universiteterne, der skal op i praktiske eksamener eller ud i laboratorierne komme fysisk afsted, skriver Jacob Mark.

Den nye rapport kommer forud for de politiske forhandlinger onsdag aften om, hvordan anden fase af genåbningen Danmark skal forløbe.

Rapporten beskriver både udviklingen af epidemien, nuværende tiltag og en række scenarier for genåbning. Det bliver understreget, at der er tale om matematiske modeller, der kan tage fejl.

/ritzau/