Seruminstitut: Danmark kan åbne yderligere

SSI vurderer, at coronaepidemien vil dø ud i Danmark selv med yderligere åbning af samfundet. Det fremgår af rapport forud for politiske forhandlinger.

Rapporten beskriver både udviklingen af epidemien, nuværende tiltag og en række scenarier for genåbning.

– Sammenfattende kan det konkluderes, at det er overvejende sandsynligt at epidemien dør ud af sig selv såfremt den nuværende grad af nedlukning fortsætter.

– Epidemien forventes ligeledes at dø ud for scenariet med genåbning svarende til grundblokken alene, under forudsætning af, at fysisk afstand og hygiejnetiltag fastholdes, skriver rapporten.

Grundblokken består af blandt andet af åbning af storcentre, idræt uden tilskuere, biblioteker, zoologiske haver og kritiske offentlige arbejdspladser som Forsvaret og Arbejdstilsynet.

/ritzau/