Økonomisk corona-rapport: Behov for exitstrategier for hjælpepakker

Der er behov for at fastlægge exitstrategier for regeringens hjælpepakker, og samtidig skal de udfases i takt med, at Danmark åbner igen.

Sådan lyder det i en ny rapport, som en økonomisk ekspertgruppe har udarbejdet for regeringen.

Den behandler de økonomiske konsekvenser af nedlukningen af landet som følge af coronakrisen.

Rapporten skal indgå i forhandlingerne om en yderligere genåbning af landet.

Hjælpepakkerne har i forvejen datoafgrænsninger.

Men økonomiens genopretning vil ikke være sammenfaldende med disse datoer, hedder det i rapporten.

– Hvis princippet er, at hjælpepakkerne kompenserer for tiltagene, bør der også være en udfasning af hjælpepakkerne i takt med en genåbning.

– Der anbefales en vurdering af omfang og indretning af hjælpepakkerne som del af en genåbningsstrategi, lyder det i rapporten.

Folketinget har sendt en række hjælpepakker afsted til erhvervslivet.

Det er sket, fordi virksomheder og selvstændige har været hårdt ramt økonomisk af coronakrisen.

Folketingets partier forhandler onsdag aften videre om en yderligere genåbning af Danmark.

/ritzau/