Mette F. vil torsdag melde større åbning ud end ventet

Statsminister Mette Frederiksen (S) er glad for den aktuelle situation, hvor antallet af indlagte og folk på intensiv falder og vil torsdag melde en større genåbning ud end først ventet.

Det siger hun forud for forhandlinger onsdag aften, hvor hun mødes med partilederne for at diskutere, hvilke dele af landet der skal åbne først efter den store delvise nedlukning grundet udbredelsen af coronavirus.

– Vi var et af de første lande til at lukke ned, og dermed er vi også et af de første lande, der for alvor kan begynde at åbne vores samfund op.

– Vi går ind i fase to, og jeg forventer, den bliver større, end vi først havde turdet håbe på. Derfor kan vi give et ordentligt skub i forhold til dansk erhvervsliv og danske arbejdspladser, siger hun.

Statsministeren ønsker selv at genåbne hele detailhandlen, restauranter og caféer samt sikre mere hverdag for store skolebørn i fase to.

Det bliver dog med restriktioner for, hvordan folk omgås hinanden, og det afhænger også stadig af forhandlingerne med de øvrige partiledere. De fortsætter onsdag aften og torsdag med.

– Vi kan både designe fase to og give besked i morgen om, hvordan fase to ser ud. Sådan at dem, der får lov at åbne mere op i starten af næste uge, får besked, så de kan bruge weekenden på at få tingene på plads, siger hun.

– Men samtidig med den udmelding angiver vi, i hvilken takt det øvrige samfundsliv åbnes op, og her vil vi også håndtere spørgsmålet om forsamlingsforbuddet, siger Mette Frederiksen.

Forsamlingsforbuddet er i øjeblikket på ti personer. For eksempel De Radikale har ytret ønske om, at det skal være 25 personer.

/ritzau/