Mette F. vil melde større åbning end ventet ud torsdag

Statsminister Mette Frederiksen (S) er glad for den aktuelle situation i Danmark og vil torsdag melde en større genåbning ud end først ventet.

Det siger hun forud for forhandlinger onsdag aften, hvor hun mødes med partilederne for at diskutere, hvilke dele af landet der skal åbne først efter den store delvise nedlukning grundet udbredelsen af coronavirus.

– Udgangspunktet for forhandlingerne er positivt. Vi står et godt sted i Danmark, vi har smitten og sygdommen under kontrol takket være den danske befolkning.

– Jeg forventer, at den fase bliver større, end vi først havde turdet håbe på, derfor tror jeg, at vi kan give et ordentligt skub til dansk erhvervsliv, siger hun.

Statsministeren ønsker selv at genåbne hele detailhandlen, restauranter og caféer samt sikre mere hverdag for store skolebørn i fase to. Men det afhænger af forhandlingerne med de øvrige partiledere.

– Vi er et af de allerførste lande, der for alvor kan gå i gang med at åbne samfundet op.

– Vi kan både designe fase to og give besked i morgen. Sådan at dem, der får lov at åbne mere op i starten af næste uge, får besked, så de kan bruge weekenden på at få tingene på plads, siger hun.

Hun gør det samtidig klart, at regeringen også vil komme med en udmelding om forsamlingsforbuddet, som i øjeblikket sætter et maksimum for, at ikke mere end ti personer må være samlet.

/ritzau/