De Radikale er klar til at hæve forsamlingsforbuddet til 25

De Radikale mener, at der skal kigges på at hæve forsamlingsforbuddet fra 10 til eksempelvis 25.

Det siger De Radikales leder, Morten Østergaard, forud for forhandlinger om den videre genåbning af samfundet onsdag aften.

– Så kan skoleeleverne komme tilbage under visse forudsætninger, restauranter kan åbne under visse forudsætninger, kirke- og fritidsliv kan åbne under visse forudsætninger, og folk kan holde børnefødselsdage igen, hvis de bare opfører sig fornuftigt.

– Det har vi gjort indtil nu. Så det er min konklusion. Der er plads til at åbne bredt, men med nogle retningslinjer, som folk kan forstå og se en mening med, siger Østergaard.

Meldingen kommer, kort tid efter at Statens Serum Institut (SSI) i en ny rapport vurderer, at coronaepidemien vil dø ud i Danmark selv med yderligere åbning af samfundet.

– Rapporten viser, at fordi folk har opført sig så fornuftigt, som de har, så er der basis for en mere bred genåbning, end man måske lige havde troet, siger Østergaard.

– Derfor synes jeg, at vi skal kigge på nogle af de brede greb, som går på tværs af privatliv, arbejdsliv, fritidsliv og hjemmelivet, og derfor synes jeg, at det måske er tid til at kigge på at øge forsamlingsbegræsningen fra de nuværende 10 til noget mere, siger han.

Bødetaksten er 2500 kroner til hver person, der indgår i forsamlinger på flere end ti.

Mandag gik det eksempelvis ud over en pokerklub i København. 17 kortspillere blev således sigtet for at overtræde forsamlingsforbuddet.

I et opslag på Twitter understregede Københavns Politi, at “reglerne gælder stadig”.

Den såkaldte fase 2 af genåbningen af samfundet skal efter planen finde sted efter 10 maj. Hvad planen vil indeholde, bliver meldt ud lige op til, har statsminister Mette Frederiksen (S) flere gange understreget.

/ritzau/