Magtpartier låser hinanden i fremtidige kommuneaftaler

De to traditionelle magtpartier har givet håndslag og binder hinanden fremover. Det står tirsdag klart ved præsentationen af en ny milliardaftale om omfordeling mellem kommunerne for at sikre borgernes ens velfærd.

Således er regeringspartiet Socialdemokratiet og Venstre tirsdag enige om, at de ikke en gang i fremtiden vil lave en ny aftale om kommunal omfordeling, uden at det andet parti er med.

– Det er en forankring hen over den politiske midte og er en markant nyskabelse af rammerne for vores kommuner.

– Det gør, at når man skal lægge budgetter, kan man gøre det i tillid til, at uanset om der sidder en blå eller en rød regering, så er der tryghed om den grundlæggende ramme, siger finansminister Nicolai Wammen (S).

Dermed bliver det fremover meget svært at lave en reform af det system, der er justeret tirsdag, uden at de to partier begge er med.

I denne folketingssamling har de to partier til sammen 90 mandater, hvilket er et flertal.

Samlet omfordeler systemet for udligning hvert år mange milliarder kroner mellem kommunerne for at sikre, at borgerne oplever nogenlunde samme velfærd, uanset om de bor i en rig eller fattig kommune.

Det er positivt, at de to magtpartier låser hinanden, mener også Venstre.

– Det skaber tryghed for kommunerne. Det gør samtidig også udligningsreformen stærk og holdbar, siger politisk ordfører Sophie Løhde (V).

Aftalen har karakter af et forlig. Det fremgår af en tillægsaftale til selve aftalen om kommunal udligning.

– Justeringer og konsekvensændringer af udligningssystemet, der sigter på at neutralisere udligningsmæssige konsekvenser som følge af ændringer på andre områder er ikke omfattet af forliget, står der.

/ritzau/